Zornig får højere bøde for menneskesmugling efter anke

Østre Landsret finder forfatter og debattør Lisbeth Zornig og hendes mand skyldige i menneskesmugling.

Debattør Lisbeth Zornig og hendes mand er hver idømt en bøde på 25.000 kroner for menneskesmugling ved Østre Landsret.

Parret overvejer nu, om de skal anke dommen til Højesteret, skriver Ritzau.

Landsretten mener, at det var ulovligt, da Lisbeth Zornig sammen med sin mand sidste år i september transporterede en syrisk familie fra Rødbyhavn til Kastrup.

I Kastrup blev familien sat på et tog mod Helsingborg i Sverige.

Østre Landsrets dom er en stadfæstelse af byrettens dom i samme sag - dog med den ændring, at bøden forhøjes. Retten i Nykøbing Falster idømte tidligere parret to bøder på hver 22.500 kroner.

Under retssagen har både Lisbeth Zornig og hendes mand, Mikael Lindholm, fortalt, at de var berørte af flygtningestrømmen sidste efterår. Derfor besluttede de at hjælpe den syriske familie gennem Danmark.

Lisbeth Zornig var rasende, da hun og hendes mand i marts blev dømt til at betale 45.000 kroner i bøde.

Parret vidste angiveligt ikke, at deres forehavende var ulovligt, og de har nægtet sig skyldige i menneskesmugling.

Østre Landsret finder det imidlertid bevist, at Lisbeth Zornig og hendes mand under forløbet indså, at de risikerede at bryde loven ved at transportere den syriske familie.

Dermed har anklagemyndighedens arbejde i sagen båret frugt. Anklagemyndigheden har blandt andet fremlagt artikler fra pressen, facebookopslag og tweets fra det nu dømte par om transporten, der fandt sted 7. september sidste år.

Artiklerne og opslagene er blevet brugt til at illustrere, at Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm havde en vis anelse om, at de var på kant med loven.

- Begge tiltalte havde en fornemmelse af, at der var et eller andet problem i det, de havde tænkt sig at gøre, sagde anklager Nanna Flindt Grønning fra Statsadvokaten i København tidligere under retssagen.

I alt seks personer - fire voksne og to børn - blev kørt fra Rødbyhavn til Kastrup af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm.

På daværende tidspunkt var en stor gruppe udlændinge samlet i Rødbyhavn. De var kort tid forinden kommet ind i Danmark. 

Lisbeth Zornig bor i Rødovre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik