Lisbeth Zornig er gået konkurs: "Er ked, skamfuld, vred og ærgerlig"

Kontroversiel støtte fra daværende socialminister Anette Vilhelmsen i 2013 er en af årsagerne til konkursen, mener Lisbeth Zornig Andersen.

Foto: Claus Bech / Scanpix

- Den seneste tid har været fuldstændig hæslig, og jeg er både ufattelig ked af det, skamfuld, vred og fandens ærgerlig.

Sådan skriver Lisbeth Zornig Andersen i et Facebook-opslag, hvor hun konstaterer, at hendes firma, Huset Zornig, er gået konkurs. Samtidig meddeler hun, at hun er gået personlig konkurs.

Konkursen kommer som en konsekvens af, at firmaet, der arbejder med socialt udsatte, har en gæld til det offentlige på 1,3 millioner kroner. En gæld, firmaet ikke ser sig i stand til at betale.

- Jeg har foreslået Gældsstyrelsen en afdragsordning, men det blev afvist. Så dermed lukker virksomheden Huset Zornig, ligesom jeg selv er personligt konkurs. Det er jeg rigtig ked af, skriver Lisbeth Zornig Andersen, der tilføjer, at hun ikke har yderligere kommentarer.

Kontroversiel støtte

Årsagen til konkursen skal findes i en sag fra 2013, mener Lisbeth Zornig Andersen selv.

Dengang tildelte daværende socialminister Annette Vilhelmsen (SF) projektet Stemmer på Kanten, som Zornig Andersen stod i spidsen for, én million kroner.

Socialministeriet havde afsat en pulje på én million kroner til projekter, der skulle få udsatte til at stemme ved kommunalvalget det år.

Lisbeth Zornig Andersens projekt fik tildelt alle pengene fra puljen, inden ansøgningsfristen var udløbet, og inden Stemmer på Kanten-projektet selv havde ansøgt.

29. august, 18 dage inden ansøgningsfristen, bekræftede Anette Vilhelmsen foran rullende tv-kameraer, at Stemmer på Kanten ville blive tildelt én million kroner.

Det kom senere frem, at Socialministeriet og Huset Zornig allerede havde aftalen om støtten på plads 23. august.

Sagen vakte opsigt, og Anette Vilhelmsen havnede i et politisk stormvejr. I et tre timer langt samråd påtog Annette Vilhelmsen sig ansvaret for det uheldige forløb omkring støtten til Stemmer på Kanten. Hun reddede sit ministerliv, men fik tildelt en næse.

Lisbeth Zornig Andersen peger på, at sagen havde store konsekvenser for Huset Zornigs fremtidige liv.

Læs også Jazzmusiker samler ind til Zornigs bøde

- Sagen skabte en voldsom kritisk mediestorm, også om min person og mit virke, selvom jeg ikke havde begået fejl. Rigtig mange døre lukkede i efter det. Det slog bunden ud af min økonomi, skriver Zornig Andersen.

Kontroversiel debattør

Også rollen som debattør i offentligheden kan have været en årsag til de lukkede døre, mener Zornig Andersen.

- Jeg var åbenbart ikke dygtig nok til at opbygge en rådgivningsvirksomhed på socialområdet, og jeg fejlvurderede mulighederne. I den forbindelse har det næppe hjulpet, at jeg har valgt at være en kontroversiel debattør i offentligheden. Det skaber synlighed, men ikke nødvendigvis tryghed, når man skal vælge rådgiver.

Lisbeth Zornig Andersen fremhæver i sit opslag, at hun bestræber sig på at tilbagebetale sin gæld, og at hun stadig vil engagere sig i arbejdet med udsatte.

TV 2 har uden held forsøgt at kontakte Lisbeth Zornig Andersen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik