Lisabeth fik hjertestop på motorvejen: Bilister reddede hendes liv

Handlekraftige bilister kæmpede sammen for Lisabeths liv, da hun fik hjertestop og kørte galt på motorvejen.

Lisabeth Beck fik den 27. august 2018 et hjertestop på motorvejen. Foto: Privatfoto

- Uden dem havde jeg ikke været i live i dag.

Sådan siger 34-årige Lisabeth Beck fra Humlebæk om de mennesker, der reddede hende på hendes livs værste dag.

Den 27. august 2018 kører Lisabeth fra Fisketorvet på vej hjem fra arbejde. Hun modtager et opkald fra en journalist, som hun taler med i 10 minutter. Hun er nu nået ud på motorring 3 i eftermiddagens myldretrafik.

Herfra er alt sort.

Først to dage senere slår hun øjnene op fra sin koma på Rigshospitalet. I de to dage Lisabeth ikke kan huske, har hun svævet mellem liv og død, og kun takket være andre bilisters handlinger, er hun i live.

En ”førerløs” bil

49-årige Michael Helmark, der til daglig er projektleder, er den 27. august på vej hjem fra arbejde med sin kollega i bilen.

De kører på motorring 3 i nordgående retning. Her observerer de en bilist foran dem, som kører besynderligt. De mistænker bilisten for måske at sidde og skrive beskeder i stedet for at holde øje med vejen.

Herefter går det stærkt.

Bilen trækker først mod venstre og rammer autoværnet. Kort efter skifter den retning og krydser tre vejbaner, inden den rammer autoværnet i højre side og fortsætter op ad Buddinge-afkørslen.

Vi var ikke længere i tvivl om, at noget var helt galt.

Michael Helmark, en af Lisabeths reddere

Michael Helmark og hans kollega kører op på siden af bilen, mens den fortsætter op ad afkørslen. Det syn, der møder Michael, glemmer han ikke foreløbigt.

- Vi kigger ind i bilen gennem sideruden, men vi kan ikke se nogen fører af bilen. Det var en helt surrealistisk oplevelse. Vi var ikke længere i tvivl om, at noget var helt galt, siger han.

Den tilsyneladende førerløse bil stopper først, da den rammer ind i en bil, der holder ved lyskrydset for enden af afkørslen.

Hjælpen er på vej

Michael og kollegaen holder ind til siden og løber over til bilen. En ung bilist, Agner, når også hurtigt derover. Her konstaterer Michael, at bilisten er bevidstløs og er kollapset hen over passagersædet. De tager i dørene, men de er låst. Så Michael prøver at smadre sideruden med hænderne.

- Vi konstaterer hurtigt, at det ikke bliver en nem opgave at slå ruderne i stykker med hænderne, så Agner henter en svensknøgle. Vi får slået ruden i stykker, og jeg åbner døren, siger Michael.

Imens Michael og Agner forsøger at komme ind i bilen, ringer Michaels kollega 1-1-2.

02:30

Hyldestfest i Hjerteforeningen for alle dem, der sidste år var indstillet til årets hjerteredder.

Luk video

Michael løfter nu Lisabeth op i siddende position og forsøger at få kontakt. Hun reagerer ikke. Michael fjerner hendes sele, og imens kommer Anemone Naur også hen til bilen. Hun er sygeplejerske og kørte bagved Lisabeths bil, da den forulykkede.

Anemone konstaterer hurtigt, at Lisabeth ikke trækker vejret, og hun går i gang med genoplivning.

På et tidspunkt virker det til, at Lisabeth begynder at trække vejret, og derfor lægger Michael og Anemone hende om på siden. Hurtigt bliver de klar over, at Lisabeth har fået et tilbagefald. Her tager Michael over for Anemone som den, der giver førstehjælp.

Jeg har aldrig været i sådan en situation før, men jeg vidste, at jeg måtte gøre noget.

Michael Helmark, en af Lisabeths reddere 

En anden bilist dukker nu op med en iltmaske, så Lisabeth kan få ren ilt. To civilbetjente kommer også til stedet og assisterer.

Michael bliver ved med at yde førstehjælp, indtil ambulancen kommer.

- Jeg følte, at jeg var inde i en osteklokke. Jeg var fuldt fokuseret på situationen, og jeg vidste helt instinktivt fra starten af, at jeg måtte reagere. Jeg har aldrig været i sådan en situation før, men jeg vidste, at jeg måtte gøre noget, siger Michael Helmark.

Redderne, der kommer med ambulancen og lægebilen, tager over, og Lisabeth får to stød med en hjertestarter, hvilket får hendes puls til at vende tilbage.  

Tiden efter hjertestoppet

Hun bliver kørt til Rigshospitalet og lægges i koma i to dage.

Den 29. august 2018 vækker lægerne hende af komaen, og der går over en uge, før Lisabeth bliver udskrevet. I mellemtiden får hun indopereret en avanceret pacemaker kaldet ICD.

I perioden efter hændelsen og den efterfølgende operation havde Lisabeth mange smerter, som hun stille og rolig kom sig fra, men først måneder efter hændelsen gik alvoren op for hende.

Hun fik posttraumatisk stress-symptomer, og hun undrede sig i en tid over, hvorfor hun havde overlevet.

Jeg føler lidt, at jeg er blevet født på ny.

Lisabeth Beck

I dag er hun dog meget glad og taknemmelig - ikke mindst over for de mennesker, der sørgede for, at hun kunne beholde sit liv med sine tre børn.

- Jeg er kommet ud på den anden side som et mere positivt menneske. Det vigtigste for mig nu er, at mine børn og jeg har det godt. Jeg føler lidt, at jeg er blevet født på ny, og at jeg nu kan starte forfra, fortæller Lisabeth Beck her fem måneder efter den skelsættende begivenhed.

Indstillet til årets hjerteredder

Lisabeth Beck har indstillet hele tre af sine reddere til årets hjerteredder 2019, nemlig Michael Helmark, Anemone Naur og Agner

Hun vil nemlig gerne hjælpe med at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at turde reagere, når andre er i nød.

- Det er vigtigt, at folk ikke tøver. Det er lige meget, om man har forstand på det eller ej. Bare gør noget. Det budskab vil jeg gerne være med til at udbrede.

Lisabeth Beck har talt i telefon med flere af de mennesker, som hjalp med at redde hendes liv, men hun har aldrig mødt nogle af dem personligt.

Hun er derfor spændt på, om nogle af dem møder op til hyldest-arrangementet for dem, som er indstillet til årets hjerteredder 2019.

Årets hjerteredder

Hvert år hylder Hjerteforeningen de personer, der i løbet af året har ydet genoplivning til en person med hjertestop, og vi fortæller om nogle af de personer, der er indstillet til prisen som Årets Hjerteredder.

 

Prisen er ifølge adm. direktør i Hjerteforeningen, Anne Kaltoft, vigtig, fordi den skaber opmærksomhed omkring noget, alle bør forholde sig til.  

 

- Målet er at få flere danskere til at turde reagere, når nogen falder om. Der skal komme et endnu større fokus på at træde til. Prisen for årets hjerteredder er netop med til at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at yde førstehjælp ved hjertestop, siger hun.

 

Alle, der er trådt til ved et hjertestop det sidste år, kan indstilles til prisen. Ved et hyldest-arrangement vil tre historier blive udvalgt af et dommerpanel og en af de tre hjertereddere vil blive kåret til årets hjerteredder ved ”Hjertegalla”, som sendes på TV2 Charlie den 9. marts kl. 21.00.

 

Hvis en person får hjertestop, og der ikke ydes genoplivning, før ambulancen når frem, overlever 1 ud af 30. Hvis vidner træder til og yder genoplivning, overlever 1 ud af 8. For hvert minut der går uden genoplivning falder chancen for at overleve med cirka ti procent.

 

Anne Kaltofts råd er aldrig at holde sig tilbage, hvis man ser en person falde om.

 

- Man kan ikke gøre noget forkert. Det værste, man kan gøre, er, at lade være med at gøre noget, siger hun og uddyber:

 

- Mange er bange for, at personen med hjertestoppet risikerer at blive en grønsag, men der er mange eksempler på, at folk sagtens kan komme sig og vende tilbage til en normal hverdag.

 

Det er et budskab som årets hjerteredderprisen også bevidner, siger Anne Kaltoft.  

 

Hvert år får cirka 4.000 danskere hjertestop uden for et hospital.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik