Line ser først jordemoder i 7. måned: "Det er frustrerende"

På Hvidovre Hospital har de sløjfet den tidlige jordemoderkonsultation. Flere gravide føler sig utrygge, når de ikke kan blive tjekket tidligt.

På Hvidovre Hospital får gravide i øjeblikket ikke tilbudt en jordemoderkonsultation, når de er omkring tre måneder henne i graviditeten, som man ellers gør normalt. I slutningen af juni måned, måtte de sende breve rundt til de gravide og fortælle, at det ikke bliver tilbudt.

I stedet må kvinderne vente til de er i 7. graviditetsmåned med at få en jordemoderkonsultation. 

Det kan de mærke hos den frivillige forening Forældre og Fødsel, der hjælper med gratis rådgivning til småbørnsfamilier og gravide. De bliver jævnligt kontaktet af kvinder, der er utrygge om alt fra vitaminer til angsten for at miste barnet. 

- Vi har fået flere henvendelser fra kvinder, der føler sig utrygge. De føler sig ikke set, de føler sig ikke hørt, og de er i det hele taget meget utrygge over den manglende jordemoderkontakt først i graviditeten, siger næstformand i Forældre og Fødsel, Sarah Thomsen, der mener, at kvinderne bør have ret til at få en tidlig jordemoderkonsultation. 

Brænder inde med spørgsmål

27-årige Line Maul fra København venter sit første barn - en dreng - til februar og skal føde på Hvidovre Hospital. Hun får først en konsultation hos en jordemor  den 5. december - to en halv måned inden termin, og det er hun ærgerlig over.

quote  Det er frustrerende, min kæreste og jeg har rigtig mange spørgsmål.

Line Maul

- Det er frustrerende, min kæreste og jeg har rigtig mange spørgsmål: "Er det sådan, det skal gøres og føles? Og hvornår mærker man baby? Og sådan nogle ting." De spørgsmål går vi jo med, og har ikke nogen jordemoder at snakke med, siger Line Maul, der til daglig arbejder som pædagog.  

Sammen med kæresten har hun deltaget i et foredrag, som Hvidovre Hospital tilbyder de gravide i stedet for den tidlige jordemoderkonsultation. Men det er ikke nok, mener Line Maul. 

- Der var en jordemoder, og jeg kunne også spørge hende om et par spørgsmål, jeg havde gået med i noget tid, og det var rigtig rart, men du sidder i et åbent forum, og lige pludselig så spørger hun, er der nogle, der har spørgsmål, og mange af de spørgsmål vi har, de er altså meget intime, og noget man gerne vil holde privat sammen med ens partner, så det vil man jo ikke sidde i et åbent forum og fortælle, sige Line Maul.  

Artiklen fortsætter efter videoindslaget:

Gravide, der skal føde på Hvidovre Hospital, får ikke tilbudt en jordemoderkonsultation før de er i 7. måned.

Ingen jordemødre at ansætte

På Hvidovre Hospital er de selv kede af, at de har måttet sløjfe den tidlige jordemoderkonsultation. 

- Både jeg og vores vicechefjordemoder taler dagligt med kvinder, der er rigtig kede af det, og jeg siger hver gang, at det er jeg også. Vi vil gerne gøre det anderledes, men vi kan ikke gøre det anderledes lige nu, siger Marianne Skovby Rasmusson, chefjordemoder, Hvidovre Hospital. 

På afdelingen mangler de cirka 28 jordemødre, og derfor er der ikke personalemæssige ressourcer til at holde de tidlige konsultationer. 

- Vi mangler cirka en tredjedel af vores jordemødre som for eksempel enten er på barsel eller er startet med at læse, og så har vi været nødt til at kigge på, hvor kan vi bedst undvære jordemødre, og det er i den første svangreundersøgelse. Og det er der, vi har skåret væk, siger chefjordemoderen. 

quote Vi mangler cirka en tredjedel af vores jordemødre som eksempelvis er på barsel eller er startet med at læse.

Marianne Skovby Rasmusson, chefjordemoder, Hvidovre Hospital 

Hospitalet prioriterer, at når en kvinde er i aktiv fødsel, så har hun sin egen jordemoder. 

Det er ikke muligt at ansætte nye jordemødre i de ledige stillinger, for der er ingen at ansætte.

- Der er ikke nogle ledige jordemødre på markedet, der er stor jordemodermangel på hele Sjælland, siger Marianne Skovby Rasmusson.

Hun håber dog, at de får ansat flere jordemødre til foråret, når næste hold bliver uddannet - og at de til den tid kan genindføre den tidlige konsultation.  

Håber på en løsning

Foreningen Forældre og Fødsel håber, at de kan råbe politikerne op, så der kan blive gjort noget ved problemet, og de mange gravide kvinder igen får mulighed for at få en tidlig jordemoderkonsultation. Det samme gør gravide Line Maul. 

- Jeg håber, at der kommer det ud af det, at der kommer flere jordemødre til, og at de kommende mødre kan komme til i uge 12, som man har kunnet førhen, siger Line Maul. 

I en mail til TV 2 Lorry skriver Region Hovedstaden, at de er meget opmærksomme på problemerne med manglende jordemødre blandt andet på Hvidovre Hospital og understreger, at hospitalets topprioritet er sikkerheden for de fødende og deres børn. 

"Vi er i gang med at se på, hvordan vi kan sikre personale nok til de mange ekstra fødsler, der lykkeligvis kommer i regionen i de kommende år for eksempel ved at oprette en ny fødeafdeling på Bispebjerg Hospital. Vi har derudover bedt om bud på, hvad vi kan gøre her og nu for at afhjælpe problemet med manglende jordemødre. Det kan blandt andet være at ansætte jordemoderstuderende som vikarer til afgrænsede opgaver, oprette en intern vikarordning, og fortsat se på, hvor vi kan flytte opgaver fra jordemødre til andre personalegrupper. Det kan forhåbentlig hjælpe på den korte bane. På den længere bane skal der optages flere studerende på jordemoderuddannelsen. Det her er en udvikling vi skal have vendt," skriver regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Soc. Dem.  i mailen. 

 

 

 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik