Lindegården-leder efter drab: Vivi overholdt ikke reglerne

Knivdrab på bosted kunne have været undgået, hvis ansat havde overholdt sikkerhedsregler, siger centerchef.

Hvis den knivdræbte social- og sundhedsassistent Vivi Nielsen havde overholdt Lindegårdens sikkerhedsregler, var hun ikke død. 

Sådan lyder det fra Lindegårdens leder, Birger Jacobsen, i torsdagens udgave af Politiken.  

- Den afdøde medarbejder overholdt ikke de sikkerhedsaftaler, som vi har på stedet. Det er ikke noget, jeg har nævnt tidligere, for jeg ønsker ikke at hænge medarbejderen ud. Hun og familien har betalt den højeste pris, siger centerchef Birger Jacobsen til Politiken.

Den 57-årig social- og sundhedsassistent mistede for to måneder siden livet, da hun blev stukket ihjel af en beboer på det socialpsykiatriske bosted.

Medarbejderen var i medicinrummet, da hun blev dræbt. Ifølge reglerne skulle hun have lukket og låst døren bag sig, da hun gik ind, siger Birger Jacobsen.

- Det gjorde hun ikke. Hun stod med ryggen til den åbne dør, og gerningsmanden gik uhindret ind og stak hende ned bagfra. Hvis hun havde lukket og låst døren ind til medicinrummet, havde gerningsmanden ikke kunnet komme ind. Så var hun ikke død, siger han til Politiken.

Centerlederens udtalelser om brud på de interne regler om at låse medicinrummet kommer oven i Arbejdstilsynets rapport om hændelsen. I rapporten kritiseres det også, at den afdøde medarbejder var alene, skriver Politiken.

Fagforeningen FOA organiserer social- og sundhedsassistenterne. Formand Dennis Kristensen mener, at Lindegårdens centerleder 'gør sig til dommer over noget, retssystemet skal afgøre'.

- Det er for tidligt at komme med den slags konklusioner. Lederen bør afvente politiets efterforskning og rettens vurdering af materialet. Det siger sig selv, at sikkerhedsregler skal overholdes, men gerningsmanden kunne lige så godt have stået ude foran døren og stukket medarbejderen ned, da hun kom ud, siger Dennis Kristensen til Politiken. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik