Lilli advarede om bosted i 2007: 'Der skulle lig på bordet'

Myndighederne har i mindst ni år vidst, at de ansatte på Lindegården var i fare på jobbet, fortæller tidligere tillidsmand.

'Hvor mange ansatte skal ofres, før der bliver gjort noget?'

Sådan afsluttes et brev fra en tillidsmand på det socialpsykiatriske bosted Lindegården. Brevet er adresseret til socialborgmesteren i København. Det kan måske ikke komme bag på nogen, at en tillidsmand vil skrive sådan et brev efter knivdrabet på 57-årige Vivi Nielsen langfredag i år. Det overraskende er, at brevet er skrevet i 2007.

Det er den tidligere tillidsmand Lilli Oudal, der har skrevet brevet, og hun fortæller, at myndighederne blev advaret om store problemer med farlige beboere på bostedet allerede for ni år siden. 

Lilli blev selv overfaldet og truet på livet, mens hun arbejdede på bostedet, og hun er ikke overrasket over, at en ansat nu har mistet livet.  

- Jeg forsøgte virkelig at råbe op dengang. Alle steder, hvor der overhovedet var nogen, der gad høre på mig, forsøgte jeg at sige, at det her blev farligere og farligere. Jeg sad i samarbejdsudvalget og i flere udvalg - også ude i FOA, siger Lilli Oudal til TV 2 Lorry.

Hun skrev også et brev direkte rettet til den daværende socialborgmester i København, Mikkel Warming fra Enhedslisten. 'Vi føler os magtesløse, og politikerne må på banen', lød det i brevet, som du kan se herunder.

Dette brev fra Lilli Oudal til Københavns daværende socialborgmester Mikkel Warming blev sendt d. 12. marts 2007. 
Dette brev fra Lilli Oudal til Københavns daværende socialborgmester Mikkel Warming blev sendt d. 12. marts 2007. 

Brevet blev høfligt besvaret, men ellers skete der ifølge Lilli Oudal ikke noget.   

- Efter det brev blev der ligesom ikke gjort mere. Så døde det hen, siger hun.   

Hun fortæller, at Lindegården kaldes 'det nye Christiania', fordi salget af stoffer er så udbredt på bostedet, og at hun og hendes kollegaer allerede i 2007 var meget bevidste om farligheden i deres arbejde. 

- Man gik på arbejde med livet som indsats. Vi snakkede mange gange om, mine kollegaer og jeg, at der skulle lig på bordet, inden der skete noget. Det var vi overbeviste om. Og det viste sig jo også, at det var tilfældet, desværre, siger Lilli Oudal til TV 2 Lorry. 

Du kan se mere til Lilli og Lindegården i vores udsendelse 19.30 onsdag. 

 

 

     


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik