Ligestilling spænder ben for råd

Flere organisationer risikerer at miste indflydelse på beskæftigelsesområdet i Hillerød Kommune på grund af kommunens bestræbelser på at leve op til Ligestillingsloven, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Ifølge loven skal organisationer indstille lige mange mænd og kvinder til deres pladser i det lokale beskæftigelsesråd (LBR). Derfor har LO Nordsjælland af kommunen fået besked på, at organisationen mister to af sine tre pladser, hvis den ikke stiller med en ekstra kvinde oven i de to mænd og en kvinde, som LO allerede har udpeget.
- Det er helt misforstået i forhold til ligestilling. Vi har jo udpeget en kvinde og to mænd til de tre pladser, men det vil kommunen ikke acceptere, siger Jørgen Buchholtz, der er formand for LO Nordsjælland. LO har ikke mødt samme krav i andre nordsjællandske kommuner og truer nu med at træde ud af rådet, hvis Hillerød holder fast i linjen. Også Danske Handicaporganisationer (DH) er kommet i klemme på grund af Ligestillingsloven. DH indstiller én kvinde til organisationens to pladser, men har af kommunen fået besked på også at stille med en mand. Ellers forbliver begge organisationens pladser ubesatte. Men DH har svært ved at rekruttere folk til det omfattende arbejde i LBR. - Vi er en frivillig organisation for mennesker med handicap, og mange af os har små ressourcer, siger det nuværende medlem Torben Kjær, der ønsker at træde ud af arbejdet, men overvejer at fortsætte, så hans organisation kan bevare sine pladser, skriver Frederiksborg Amts Avis. DH har nu skrevet til Arbejdsmarkedsstyrelsen i håb om, at kommunen vil tage hensyn til forholdene for de ulønnede repræsentanter for frivillige organisationer. Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Hillerøds direktør for Job, Social og Sundhed eller fra formanden for Arbejdsmarkeds-udvalget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik