Politi afspærrede dele af Nørrebro: Tjekkede bil for sprængstoffer

Politiet havde lørdag eftermiddag afspærret flere gader på Nørrebro, mens en parkeret bil blev undersøgt for muligvis at indeholde sprængstoffer. Det var dog ikke tilfældet.

Opdatering klokken 20.10
Politiet har nu afsluttet deres undersøgelser af et køretøj, der måske indeholdt sprængstof. Det viste sig, efter Forsvarets Ammunitionsryddere, EOD, havde undersøgt køretøjet, at det ikke var tilfældet. Det oplyser vagthavende ved Københavns Politi, Jesper Frandsen, til TV 2.

Et såkaldt "mistænkeligt forhold" på Nørrebro fik lørdag Københavns Politi til at afspærre store dele Ydre Nørrebro.

Bragesgade fra Nørrebrogade til Mimersgade samt Nørrebrogade fra Farumgade til Fredensborggade var spærret af fra omkring klokken 15. Omkring klokken 19 genåbnede politiet Nørrebrogade, men fastholdt fortsat afspæringen af Bragesgade indtil omkring klokken 20.20.

Her undersøgte politi med assistance fra Ammunitionsrydningstjenesten muligt sprængstof placeret i en parkeret bil på Bragesgade.

Det oplyste den vagthavende indsatsleder til TV 2 kort før klokken 17.

- Vi ved ikke, om det er sprængstof, men i disse tider undersøger vi alt. Det har formenteligt intet med den SMS om bandekrig, der gik rundt, men det kan ikke udelukkes, at der er en eller anden konflikt, siger han til TV 2.

Kort tid efter bekræftede politiet dette på Twitter.

Det viste sig, efter Forsvarets Ammunitionsryddere, EOD, havde undersøgt køretøjet, at det ikke indeholdt sprængstoffer.

Det oplyser vagthavende ved Københavns Politi, Jesper Frandsen, til TV 2 omkring klokken 19.30.

Politiet er dog fortsat i gang med undersøgelser i området, oplyses det på Twitter klokken 20.20.

- Bragesgade er atter åben for færdsel. Politiet er fortsat i færd med undersøgelser i området. Den mobile politistation er opstillet i Bragesgade og er klar til henvendelser, skriver Københavns Politi.

Artiklen fortsætter efter videoen...

 
Ammunitionsrydningstjenesten undersøger en parkeret bil for muligt sprængstof.
Ammunitionsrydningstjenesten undersøger en parkeret bil for muligt sprængstof.
Foto: Presse-fotos.dk

Blev tippet om mistænkeligt forhold

Politiet rykkede ud kort før klokken 15, hvor de afspærrede Bragesgade fra Nørrebrogade til Mimersgade samt Nørrebrogade fra Farumgade til Fredensborggade.

Til at begynde med ønskede politiet ikke at uddybe, hvad aktionen handlede om, bortset fra at der var tale om "et mistænkeligt forhold".

- Vi er ude for at undersøge et mistænkeligt forhold, og derfor har vi valgt at afspærre et større område af sikkerhedsmæssige årsager, siger vagtchef hos Københavns Politi, Jesper Frandsen, til TV 2 Lorry omkring klokken 15.30

Hvad det mistænkelige forhold er, ville vagtchef Jesper Frandsen ikke komme nærmere ind på, da TV 2 Lorry talte med ham.

- Vi vil stadig gerne holde det lidt for os selv, med hvad der foregår, indtil vi med sikkerhed ved, hvad det drejer sig om.

Mens gaderne var afspærrede, betød det store gener for trafikken i området.

- Vi har orienteret busserne, og der kan godt forekomme en smule kødannelse derude i øjeblikket, siger vagtchefen.

 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk
 
 
Foto: Presse-fotos.dk

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik