Københavns Politi er her til eftermiddag rykket ud til et knivstikkeri i Vanløse ved krydset mellem Finsensvej - Grøndals Parkvej og Jernbane Allé.
En person er blevet stukket med kniv og er blevet kørt på hospitalet. Knivstikkeriet skulle være sket i forbindelse med, at en bil er kørt ind i en anden bil, oplyser vagtchef Henrik Svejstrup til TV 2 Lorry.
- Offeret er blevet kørt på hospitalet. Jeg ved ikke, om det er en mand eller kvinde, og jeg kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om personens tilstand, siger han til TV 2 Lorry.
Jagter rød Citroën
Det er ligeledes uvist, om der er tale om en eller flere gerningsmænd. Ifølge Henrik Svejstrup er den anden bil kørt fra stedet, og politiet leder nu efter den.
- Det er en rød Citroën C1. Den har formentlig skader på fronten, så hvis man ser den, må man meget gerne ringe til os, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 15:01. Der er i skrivende stund politiafspærring ved gerningsstedet.
Hvis man oplysninger i sagen, kan Københavns Politi kontaktes på telefonnummer 114.
Afspærring af krydset Grøndals Parkvej - Finsensvej - Jernbane Alle i Vanløse pga. politiets arbejde på stedet. Vejene forventes lukket et godt stykke tid endnu. Vær opmærksom, vis hensyn og find andre veje. #politi.dk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) December 6, 2017