Liberal lussing: LA-profiler ryger ud af Folketinget efter katastrofevalg

Vælgerne i TV 2 Lorrys område gav Liberal Alliance et chokerende dårligt valg. Partileder Anders Samuelsen samt Joachim B. Olsen og Laura Lindahl kommer ikke i Folketinget.

Dagen derpå vågner medlemmer fra Liberal Alliance op til nyhedslæsning om et dårligt valgresultat.

Så dårligt, at partistifter og forhenværende udenrigsminister Anders Samuelsen nu skal finde noget andet at lave de kommende fire år.

For i Folketinget skal han ikke.

Det skal ultra-liberalismens machomand og kulturkriger, Joachim B. Olsen, heller ikke.

Og det skal partiets spidskandidat i Sjællands Storkreds, Laura Lindahl, heller ikke.

Det står klart, efter vælgerne i de fire storkredse i TV 2 Lorrys område i den grad har vendt Liberal Alliance ryggen ved onsdagens folketingsvalg.

Således mister partiet hele fire af de fem mandater, som Liberal Alliance opnåede i hovedstadsområdet og på Sjælland ved valget tilbage i 2015.

Farvel til Samuelsen efter nordsjællandsk nedtur

Som spidskandidat i partiets højborg ved det seneste valg var det ventet, at partistifter og politisk leder Anders Samuelsen ville løbe med et mandat fra Nordsjællands Storkreds.

Men fra et resultat med 11,4 procent af stemmerne og to mandater i 2015 var vælgertilslutningen forsvundet blandt de nordsjællandske vælgere onsdag, og Liberal Alliance fik således kun 3,3 procent af stemmerne, hvilket ikke var nok til et kredsmandat.

Og fordi, partiets i alt fire tillægsmandater er blevet fordelt ud i andre storkredse, betyder det, at Anders Samuelsen er færdig i Folketinget.

- Nu vil vi lige afvente finoptællingen hen over natten og konkludere på det i morgen. Men nej, det har ikke været nogen festaften, udtalte Anders Samuelsen til TV 2 omkring midnat onsdag.

Hør Anders Samuelsens kommentar til det dårlige valgresultat her.

- Ellers kan jeg altid gå ind i det som politisk kommentator, det er der jo så mange, der har gjort før.

Valgresultatet i Nordsjælland betyder desuden, at May-Britt Kattrup, der blev valgt ind i 2015, også mister sit sæde i Folketinget.

Farvel til Joachim B. Olsen og Laura Lindahl

Partiets dårlige valgresultat var dog ikke kun udslagsgivende i Nordsjælland. I Københavns Omegns Storkreds fik Liberal Alliance kun 2,6 procent af stemmerne, og det betyder, at profilen Joachim B. Olsen stødes af pinden i Folketinget.

42-årige Joachim B. Olsen kom første gang i Folketinget i 2011. Han blev valgt ind igen i 2015.

Beskæftigelsesordfører Laura Lindahl er også færdig i Folketinget, fordi partiet mister sit mandat i Sjællands Storkreds.

Ifølge valgforsker på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen var det kun 10 stemmer, der afgjorde, at Lindahl missede pladsen i Folketinget.

- Det her er nok en af de ting, jeg altid vil huske tilbage på som lidt surt, skriver Laura Lindahl på twitter torsdag morgen.

Liberal Alliance opnår dog et enkelt tillægsmandat fra TV 2 Lorrys område, nemlig i Københavns Storkreds. Her må Simon Emil Ammitzbøll-Bille som spidskandidat forventes at snuppe pladsen.

Partiets tre andre mandater går til Sydjylland, Østjylland og Vestjylland, hvor Steen Holm Iversen, Ole Birk Olesen og Alex Vanopslagh er spidskandidater.

Med i alt fire mandater er Liberal Alliance nu Folketingets mindste parti sammen med Nye Borgerlige.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik