Letbanen er på vej: Med støv, støj, bilkø og ekspropriationer

Byggeriet af Hovedstadens Letbane er nu for alvor i gang. De næste fem år vil byggeriet give støv og larm, og bilister kan vente i kø på Ring 3.

Foto: Hovedstadens Letbane

00:12

Arbejdet med letbanen er i fuld gang udenfor. Og det mærker de her i frisørsalonen ved Buddingevej og Buddinge Station Michella Kruse kæmper med larm og støv i butikken - men håber også på flere kunder, når letbanen kommer.

1 af 2

Den kommende Hovedstadens Letbanen, der skal gå fra Ishøj i syd og Lyngby i nord, giver bedre kollektiv trafik og nye boligområder.

Men inden da byder byggeriet på støv og larm, ejendomme, der skal eksproprieret, og en biltrafik, der bliver påvirket i flere år.

07:18

Se indslag om, hvordan byggeriet af Hovedstadens Letbane i år for alvor rammer naboer og trafikken omkring Ring 3.  Foto: Rødovre Kommune/Rambøll Arkitektur

Luk video

En af dem der oplever byggeriet helt tæt på er Michella Kruse, der har sin egen frisørsalon ved Buddingevej i Søborg lige der hvor den nye letbane kommer til at drøne forbi. 

- Der er jo støv, og der er larm, det er jo ikke særlig sjovt, siger Michella Kruse. 

- Man bliver jo nødt til at fortælle kunderne, at det larmer meget indimellem. Når vi tager telefonen, så kan vi nogle gange ikke høre, hvad det er, der sker i telefonen og må undskylde, siger Michella Kruse

Når vi tager telefonen, så kan vi nogle gange ikke høre, hvad det er, der sker...

Michella Kruse, frisør 

I 2025 skal letbanen være klar. Lige for tiden er der ikke meget letbane udenfor frisørens vindue. Kun støv og larm fra maskiner.

Henrik Larsens hus forsvandt 

Omkring 500 ejendomme er ramt af ekspropriation, hvor en bid af en forhave eller et hjørne af en grund er røget. Og cirka 25 ejendomme er blevet totaleksproprieret.

De fleste totalekspropriationer har fundet sted i Brøndby,  Gladsaxe, Lyngby og Glostrup. Henrik Larsen havde en ejerlejlighed i en ejendom ved den del af Ring 3, der går gennem Glostrup Kommune. Nu er ejendommen ved at være revet ned.

- Det er jo lidt vemodigt. Det må jeg sige. Altså man har boet der i 30 år, og så er det der ikke mere. Det, synes jeg, er vemodigt. Men ellers tænker jeg: 'Sket er sket – det er fremtiden, og sådan er det'. Og vi kan ikke gøre noget ved det, siger Henrik Larsen.

Det er jo lidt vemodigt. Det må jeg sige. Altså man har boet der i 30 år, og så det ikke er der mere.

Henrik Larsen, fik sin lejlighed eksproprieret  

I dag bor Henrik Larsen i Irmabyen i Rødovre.

Virksomhed udvider for 12 mio. kr. 

Lidt længere nede af den rute, hvor den nye letbane kommer til at køre ligger industrikvarteret i Albertslund.

Her går direktør Michael Mogenshøj rundt i sin nye store hal. Letbanen kommer til at standse på en station, ret tæt på det sted, hvor han har sin virksomhed Exponent. Han laver udstyr til messer, og han er overbevist om, at han med letbanen nu får lettere ved at få fat i nye medarbejdere.

-  Fordi folk, der ikke nødvendigvis har en bil, nu får langt nemmere ved at komme herud, siger Michael Mogenshøj.

Folk der ikke nødvendigvis har en bil, får nu får langt nemmere ved at komme herud 

Michael Mogenshøj, direktør, Exponent 

Letbanen kommer til at give bedre forbindelse mellem omegnskommunerne, og også bedre forbindelse mellem omegnskommunerne og København.

Og letbanen har sendt direktør Michael Mogenshøj over i det optimistiske hjørne. Nu skal han have mere plads til flere maskiner, og han skal have plads til flere medarbejdere. Så han bygger ud for 12 millioner kroner.

- Der er jo ingen tvivl om, at området, der ligger herude, som har været forsømt i mange år, nu vil få et kæmpe boost ved at der kommer en letbanestation, siger Michael Mogenshøj.   

Hovedstadens Letbane

Den nye letbane skal stå klar om godt fem års tid.

Den kommer til at gå fra Ishøj i Syd til Lyngby i Nord.

Letbanens skinner kommer til at skære sig gennem otte kommuner.

Blandt andet Gladsaxe og Albertslund. Letbanen koster 6,2 milliarder kroner. 

En letbane til 6,2 milliarder kroner 

På Letbanens hovedkontor har de længe forberedt folk på den bane, der er på vej: Byggeriet, ekspropriationerne, støv og støj.

På Letbanens hovedkontor ved de godt, at det bliver et udfordrende forløb.

- Det, man vil opleve, er, at vi er der i forskellige faser. Man vil opleve, at nu er vi der, nu sker der noget, og så forsvinder vi igen. Så kan der gå et halvt år, så kommer der en ny entreprenør, som laver en ny del af arbejdet, siger Hanne Tærsbøl Schmidt, der er ansat hos Hovedstadens Letbane, og som har ansvaret i afdelingen for Naboer & Ejendomme.  

Skinnerne skal ned, mens bilerne kører forbi 

Under byggearbejdet skal letbanens skinner skæres ned i vejen. Og håndværkerne skal bakse det hele på plads, mens bilerne fortsætter med at køre forbi på den vej, hvor de lægger skinner ned i asfalten.

- Jeg håber jo på, at den her letbane bliver så god, som de har sagt, at den skulle blive. Altså at den skulle kunne give noget mere flow gennem Buddinge og Gladsaxe. For min forretning vil det jo være rigtig, rigtig godt, hvis det bliver nemmere at komme hertil, siger Michella Kruse, der ejer frisørsalonen.

Men før det når så langt, skal vi igennem et meget omfattende byggeprojekt. Og der formentlig opstå bil-kø på Ring 3, mens byggearbejdet er i gang.

Ved Buddinge Station, løber vi ind i Sarah Kamille. Hun er vokset op i Søborg, i det område, hvor de nu er i gang med at bygge og gøre klar til letbanen. Hun kender letbane-modellen fra sin tid i Århus.

- Jeg synes, det er en god idé. Nu har jeg studeret i Århus, hvor vi længe ventede på den spændende letbane, der skulle komme. Og da den endelig kom, måtte vi jo smøre vores kritiske smil af. Fordi det bare var fedt, og at den fungerede, siger Sarah Kamille.

Mulighed for en ny by med 10.000 mennesker 

I Albertslund giver letbanen mulighed for at udviklet et helt nyt byområde.

- Albertslund har brug for boliger. Vi har brug for at tiltrække børnefamilier, nye familier, siger Steen Christiansen, der er borgmester i Albertslund Kommune.

Og borgmesteren har en plan. Han vil forvandle en del af sit nedslidte industriområde til en ny attraktiv bydel  - " Skovby" hedder den indtil videre. Og når Letbanen kommer til at køre forbi industriområdet, så kan borgmesteren placere sin nye bydel ved banen. 

- Det bliver en bydel med 10.000 indbyggere. Vi taler om nye boliger, men vi taler også om mere tidssvarende og moderne erhverv, end dem man finder her i dag, siger Steen Christiansen. 

I frisørsalonen på Buddingevej har de dog lige for tiden lidt svært ved at få øje på alt det gode. 

- Ja, altså nu ser det jo ikke pænt ud. Det er én stor byggeplads. Kaos på et højt plan. Så jeg håber selvfølgelig på, at det bliver rigtig rigtig flot til sidst. At der bliver plantet lidt blomster og træer igen. Og at det hele bliver bygget pænt op, siger frisør Michella Kruse.  

Bor du et sted, hvor letbanebyggeriet er i gang?

 Giver det problemer, eller nyder du godt af, at letbanen kommer ? Så kontakt os på mail. Vi kommer til at følge historien, og tager måske kontakt til dig. Send en kort mail med det, som du kan fortælle, og dit telefonnummer.

Send din mail til redaktion@tv2lorry.dk

TV 2 Lorry har taget køreturen på den strækning, hvor letbanen skal gå. Se turen her:

00:12 Luk video


Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik