Lejres borgmester om besparelser: Det kan gøre ondt

Lige nu er store dele af velfærden til forhandling i Lejre Kommune. Både busruter, ældreplejen og ungdomstilbud er til debat.

Det ser egentlig godt ud i Lejre Kommune. 

Indbyggertallet stiger, og der er flere penge til rådighed på kommunebudgettet til næste år sammenlignet med 2018.

Alligevel lægger borgmester Carsten Rasmussen (Soc.Dem.) op til, at der i de kommende budgetforhandlinger skal tages beslutninger, som kan gøre ondt. 

Borgmesteren peger blandt andet på, at behovet for penge til nye børnehaver, plejeboliger til ældre og modernisering af skoler og haller stiger. 

- I Lejre Kommune har vi jo kun de penge, vi har. Så hvis vi skal bruge flere penge på et område, er vi nødt til at skære ned på et andet, siger han i en pressemeddelelse.

- Vi er meget interesserede i alle input. De beslutninger, vi træffer nu, skal vi leve med mange år frem, og de skal også komme fremtidens generationer i Lejre Kommune til gavn, lyder det videre.

Svækket evne til at betale regningerne

Af et notat fra direktionen vedrørende de kommende års budgetter, som TV 2 Lorry har kigget i, fremgår det, at likviditeten i Lejre Kommune kan være drastisk faldende i de kommende år.

En kommunes likviditet er en betegnelse for, i hvilket omfang kommunen er i stand til at betale sine regninger.

"Denne udvikling kan altovervejende forklares med forventninger til realisering af store anlægsinvesteringer i henholdsvis 2018 og 2019", skriver kommunen. 

Videre påpeges det, at man i 2021 kan "komme under det politisk fastsatte niveau i den økonomiske politik. Likviditetsudviklingen bør således være et centralt pejlemærke i de afsluttende politiske forhandlinger."

Lang række forslag til velfærdsbesparelser

I disse dage sender Lejre Kommune budgettet for 2019-2022 i høring hos forældrebestyrelser, brugerbestyrelser og de mange andre parter, som har mulighed for at udtale sig.

Med i materialet er kataloget over mulige besparelser, som politikerne i denne tid drøfter.

TV 2 Lorry har kigget i materialet, som i alt kan hente 50 millioner kroner til kommunen.

Der er foreslået besparelser på 19,6 millioner kroner på børne- og ungeområdet. 1,2 millioner kroner på kultur- og fritidsområdet, og 16,2 millioner kroner på ældre- og sundhedsområdet. 

Besparelserne spænder vidt fra nedlæggelser af busruter og biblioteker til færre rengøringsansatte, højere egenbetaling for madordning og sårpleje samt kortere åbningstider i daginstitutionerne. 

Mulige besparelser i Lejre Kommune

OBS: Her er tale om et udpluk. Læs mere på Lejre.dk

Antallet af rengøringsstillinger på plejecentrene kan reduceres fra fire til tre.

Rengøring i hjemmeplejen kan ændres fra hver anden uge til hver tredje uge.

Der kan indføres egenbetaling på sygeplejeartikler, fx til sårpleje og kompression. 

Klippekortordningen i Frit valg kan ophøre, så borgere ikke længere får tilbudt én times aktivitet om ugen sammen med en medarbejder. 

Egenbetalingen for borgere til madserviceordningen kan stige fra 48 kr. til 52. kr. pr. hovedmåltid.

Forebyggelsesindsatsen "op på hesten igen" kan nedlægges. Projektet har eksisteret siden ultimo 2011 og er målrettet borgere med en kronisk eller alvorlig sygdom og deres pårørende.

Den årlige afholdelse af brunch for frivillige ved Aktivitetscentrene kan bortfalde.

Det overvejes at sløjfe en stilling på værestedet Horseager for psykisk handicappede. 

Den kommunalt betalte aktivitet på Solvang kan nedlægges.

Muligheden for at beboere på botilbuddet Solvang kan tage på ferie i følgeskab med det faste personale kan afskaffes. Man overvejer ligeledes at reducere personalets tilstedeværelse. 

Gradvis nedlæggelse af telebussen.

Linje 218 mellem Englerup og Kirke Hyllinge nedlægges. Linje 219 omlægges således, at linje 219 kan håndtere nogle af stoppestederne på linje 218’s rute. 

Linje 221 mellem Lyndby og Kirke Hyllinge nedlægges. Ruten serviceres herefter udelukkende af linje 230R

Serviceniveauet på vejområde kan nedsættes ved at reducere med en medarbejder.

Der kan nedlægges ca. 150 kommunale skraldespande ved busstoppesteder, stier og lignende.

Standardåbningstiden i dagsinstitutionerne kan nedsættes fra 52,5 til 50,0 timer pr. uge. 

Budget til læringsvejledere, matematik- og læsevejledere på skolerne kan fjernes. 

SFO for 6.-8. klasse (SFO3) kan nedlægges, så der ikke længere er pasningstilbud for denne aldersgruppe.

Afskaffe svømmeundervisningen i Sæby-Gershøj Badet. Svømmeundervisningen overgår herefter til hver enkelt skole. 

En inddragelse af efter-/videreuddannelse til pædagoger, svarende til 40 timer pr. årsværk, kan medføre en reduktion i budgettet på 900.000 kr. 

Afskaffelse af 2-voksenordning i skolerne vil medføre en besparelse på 3,6 mio. kr. Forslaget vil medføre en reduktion i antal årsværk på 9.

Det foreslås at lukke biblioteksafdelingerne i Osted og Gevninge og i stedet opstille udlånsautomater. 

Undervisningstilbud i musikskolen kan reduceres med 10-12 instrumentalelever. Forslaget vil medføre en længere venteliste til musikskolen.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik