Lejre-familier vil hjælpe klimaet

10 familier og husstande, fortrinsvis i Lejre og enkelte i Kisserup, går nu i gang med at nedsætte hver enkelt husholdnings udledning af CO2, skriver DAGBLADET Roskilde.

Meningen er, at husstandenes forbrug af varme, el, vand og
transport måles omhyggeligt henover to perioder. Under devisen
»Spar CO2! Spar penge! Sæt fokus på klimaet!« deltager alle 10
husholdninger i en indbyrdes konkurrence, hvor de gør alt, hvad
de kan for at nedsætte deres udledning af CO2.

Emner som isolering af husene, solfangere, nedsættelse af forbrug af kød (kødproduktion skaber større CO2-udledning), lukning af rum eller stop for brug af varme i nogle af husenes rum i vinterperioden og fravalg af lange udlandsrejser samt transport i tog og busser er på programmet.

Der er tale om et helt privat initiativ, som udspringer af den
lokale gruppe Lejre Klimaforening, der oprindelig var en
afdeling af Klimabevægelsen. Projektet får hjælp fra en ekspert
fra Energitjenesten i Køge.

- Vi vil gerne væk fra dommedagsprofetierne og i stedet handle
positivt på vores egen bekymring. Vi ved, at vi kan, og det er
et optimistisk budskab. FN's målsætning er en udledning på ét
ton CO2 pr. person i verden - i Danmark er udledningen lige nu
10 ton pr. person.

Man kan selv gøre meget, og vores plan er, at et større lignende projekt skal brede sig til hele Lejre Kommune
i efteråret, forklarer Lisbeth Hald, tovholder på projektet.