Laveste niveau af vintersalt spredt i ti år

På grund af den milde vinter har Vintertjenesten i Københavns Kommune oplevet de færreste udkald og brugt den mindste mængde vejsalt i ti år.

Dette scenarie var et sjældent syn i København i løbet af vinteren Foto: Torkil Adsersen - Ritzau Scanpix

Modsat tidligere år har lageret af vejsalt i København på intet tidspunkt været tæt på at slippe op i den nyligt overståede vinterperiode.

I år har vi kun brugt knap 2.500 ton vejsalt, hvor vi i gennemsnit bruger omkring 6.000 ton

Torbjörn Haggquist, enhedschef, Vintertjenesten

Københavns Kommunes vintertjeneste, der har til opgave at rykke ud med præventiv glatførebekæmpelse og snerydning, gør nu status, efter at man lukkede ned for sæsonen mandag. Og konklusionen er, at det har været den mest stille vinter i ti år målt på udkald og brugen af vejsalt.

På grund af det milde vejr endte beredskabet nemlig kun med at rykke ud 18 gange i løbet af det halve års tid, hvor Vintertjenesten har stået stand by.

- Det er det laveste antal udkald, når vi ser ti år tilbage, og langt lavere end normalt. Til sammenligning havde vi 48 udkald sidste sæson. Det samme gælder, når vi ser på mængden af vejsalt. I år har vi kun brugt knap 2500 ton vejsalt, hvor vi i gennemsnit bruger omkring 6000 ton, oplyser enhedschef Torbjörn Haggquist fra Vintertjenesten.  

14 saltninger og fire snerydninger

De 18 udkald er fordelt på 14 præventive saltninger og fire snerydninger. Desuden har den særlige brorute, som omfatter de lette cykelbroer, der hurtigere bliver glatte end øvrige cykelstier og vejbaner, ligeledes været kørt 18 gange.

I hele december var Vintertjenesten for eksempel kun på gaden en enkelt gang i forbindelse med et snefald den 23. december. Til gengæld var der mere at lave i januar, som var mere normal som vintermåned og havde næsten samme antal udkald som sidste år. 

Men det stoppede brat, da vi nåede februar, der i store perioder nærmest mindede om en forårsmåned, og der var derfor kun brug for to gange præventiv saltning, som var henholdsvis den 3. og 28. februar.

Det samme kan siges om marts måned, der dog var meget regnfuld, men med positive temperaturer, hvorfor der kun skulle saltes en enkelt gang, nemlig den 10. marts. Til sammenligning var der 17 udkald i marts 2018. 

Udkaldet den 10. marts blev sæsonens sidste ordinære udkald, mens broruten blev saltet for sidste gang den 11. april. På trods af kolde nætter i april, som gav frost på bilruderne, var det ikke nødvendigt at sende saltsprederne på vejene, da der generelt var tørre kørebaner, oplyser Vintertjenesten. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik