Min mening: Lavere registreringsafgift til glæde og gavn

Mere sikkerhed, komfort og et større hensyn til miljøet. Laura Lindahl (LA) mener, at en lavere registreringsafgift vil være godt for den enkelte.

00:47

Af Laura Lindahl, folketingskandidat for Liberal Alliance i Sjællands Storkreds

Ville du købe en kage til 10 krorner, hvis der blev lagt 18 kroner. oveni, når du skulle betale?

”Nej”, vil de fleste nok svare, men ikke desto mindre var det situationen for bilkøbere indtil for få år siden.

Registreringsafgiften er med Liberal Alliance som primus motor sænket over tre gange. Første sænkelse kom i hus med finansloven for 2016, og således er en Volkswagen Passat blevet 104.800 kr. billigere siden da. Det er til at tage at føle på, når man som familie skal ud at købe ny bil eller anskaffer sig bil nummer 2.

Et brugbart alternativ

Rigtig mange mennesker er afhængige af bilen som transportmiddel for at få hverdagen, familielivet og arbejdsdagen til at hænge sammen.

I Sjællands Storkreds kan der være langt mellem busstoppestederne, og så er bilen nødvendig der, hvor den kollektive trafik ikke rækker.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Det er immervæk nemmere at jonglere aflevering og afhentning af børn, indkøb og så lige en arbejdsdag ind i mellem det hele, hvis man bor i nærheden af metro eller S-tog.

Det er dog ikke virkeligheden for ret mange mennesker, og derfor skal det selvfølgelig være muligt at anskaffe sig et brugbart alternativ uden at sprænge budgettet.

En urimelig afgift på mobilitet

Med bedre mulighed for at komme rundt følger også større muligheder for at tage et arbejde længere væk fra sin bopæl. Det er godt for den enkelte, og det er godt for dansk erhvervsliv, der i disse år mangler hænder og arbejdskraft.

Lavere registreringsafgift giver også råd til bedre biler med mere sikkerhed, større hensyn til miljøet og mere komfort. I Sverige har man ingen registreringsafgift, og samtidig har man færre dødsulykker. Det understreger for mig, at der er meget at hente på sikkerheden i bedre biler.

Registreringsafgift rammer særligt mennesker i yderområderne og dem med lavere indtægter. Det er en urimelig afgift på mobilitet, som vi fra Liberal Alliances side ønsker hen, hvor peberet gror.

Klik her for at læse flere fra 'Min mening'

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret