Lav erstatning til ofre for politibrøler

Usand politirapport førte til fængsling efter uro i København. Alligevel får de fængslede ikke fuld erstatning.

Selv om to unge blev sat i fængsel på grund af en usand politirapport, fortjener de ikke fuld erstatning. De var nemlig selv ude om det, mener den øverste anklager.

Om dén vurdering holder vand, skal nu afgøres af Københavns Byret.

Cirka to uger tilbragte de bag tremmer, efter at de blev anholdt i politiets knibtangsmanøvre mod en urolig demonstration oven på rydningen af Ungdomshuset i København.

48 blev anholdt på Nørrebrogade sidst på eftermiddagen 1. marts 2007. Næsten samtlige blev bagefter varetægtsfængslet af en dommer.

Men siden blev over halvdelen - og heriblandt også de to erstatningssøgende - frifundet for anklagen om grov forstyrrelse af den offentlige orden og for vold mod politiet.

Undervejs har det vist sig, at byretten blev ledt på vildspor af en fejlagtig politirapport i forbindelse med de oprindelige varetægtsfængslinger.

I en rapport skrev en vicepolitikommissær, at "alle havde deltaget aktivt i at kaste med sten eller andet mod politiet."

Det var forkert. Men den fejlagtige oplysning havde sin virkning og indgik i grundlaget for varetægtsfængsling.

Forleden gav Rigsadvokaten så vicepolitikommissæren en stor næse. Ganske vist er der ikke beviser for, at han bevidst løj ved at beskylde alle for vold mod politiet. Men han har udvist en "meget kritisabel adfærd". Der stilles store krav til nøjagtigheden og præcisionen i politirapporter, og det har politimanden ikke levet op til, hedder det.

Årsagen til en række af anholdelserne var i stedet en mistanke om, at folk ikke havde adlydt politiets ordre om at fjerne sig - men det stod der ikke et ord om i rapporten.

På trods af at have konstateret den grove fejl mener Rigsadvokaten dog samtidig, at erstatningen til to af de fængslede skal nedsættes med en tredjedel. De har nemlig udvist det, der kaldes "egen skyld," oplyser deres advokat Sysette Vinding Kruse.

Jeg er uenig i den vurdering, og derfor indbringes afgørelsen for retten. De blev jo fængslet på baggrund af en klart urigtig og dybt kritisabel rapport, siger advokaten.

Hun fortæller, at en række andre fængslede har opgivet at gå videre med kravet om erstatning. De orker simpelt hen ikke, fordi sagerne trækker så længe ud.

Således har Rigsadvokaten været mere end et år om at tage stilling til sagen om den usande politirapport.

I øvrigt blev der begået flere fejl ved anholdelsen af de 48. For eksempel havde politilederne forinden aftalt, at hver af de anholdte skulle lægges i strips, der var påført en kode for den anholdende betjent. Desuden skulle der udfyldes anholdelseskort med oplysning om grundlaget.

Men der var ingen koder. Og der blev heller ikke angivet nogen sigtelse. Om grundlaget stod der blot "masseanholdelse."

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik