Foto: alarm112danmark.dk

Foto: Google Earth

1 af 2

Lastvogn påkører gangbro: Oprydning tager resten af dagen - kun et spor åbent

En lastvogn påkørte her til middag en gangbro på motorring 3 i sydgående retning. To spor i højre side vil være spærret resten af eftermiddagen.

Opdatering klokken 20.14: Københavns Vestegns Politi oplyser, at alle spor på M3 sydgående er åbne for trafik.

En lastvogn har påkørt en gangbro ved middagstid mandag.

Uheldet skete mellem afkørsel 20 og 21 på motorring 3 i sydgående retning. Et øjenvidne beretter:

- Jeg kom kørende i modsatte retning og kunne se, at lige pludselig var der ingen biler ovre på den anden side. Et par hundrede meter længere fremme, kan jeg se, at der er en kraftig røgudvikling, og der står mennesker omkring førerhuset på en lastvogn , fortæller Martin Ljungberg.

- Førerhuset er fuldstændig krøllet sammen. De mennesker, der står omkring førerhuset, hiver i døren for at, formoder jeg, prøve at få den op, siger han.

Spor spærret

Københavns Vestegns Politi har oplyst på deres twitter, at de er på stedet med redning og politi. De forventer, at arbejdet med uheldet kommer til at vare resten af eftermiddagen.

Politiet anbefaler, at man finder alternative veje, da der allerede er massiv kø bagud. Ifølge Martin Ljunberg er uheldet sket her.

Vagtchefen hos Københavns Vestegns Politi oplyser klokken 17.00, at arbejdet med at få fjernet lastbilen har betydet, at det er nødvendigt at lukke to af motorringens vognbaner. 

Derfor er kun et spor farbart forbi uheldsstedet, oplyser vagtchefen.

Rejsende fra nord mod syd skal derfor forvente ekstra rejsetid.

Klokken 16.27 oplyser Vejdirektoratet på twitter, at der fortsat arbejdes på oprydning i forbindelse med ulykken. Det betyder op til en times ekstra rejsetid.

- Højre spor er spærret og vi forventer der vil være ryddet op i løbet af aftenen. Der kan forventes op til en times ekstra rejsetid fra Lyngby mod Avedøre, lyder beskeden på twitter fra Vejdirektoratet.

  Foto: Google Earth