02:39

Foto: TV 2 Lorry - arkiv

1 af 2

Lars Aslan: Stop Københavner-bashing

Socialdemokraten fra Københavns Borgerrepræsentation, Lars Aslan Rasmussen, er valgt ind i Folketinget, og mission er klar: Det skal være slut med såkaldt Københavner-bashing.

Efter det onsdag blev offentliggjort, at Helle Thorning Schmidt stopper som politiker, er der blevet et sæde ledigt hos socialdemokraterne på Christiansborg.

Og det sæde indtages af Lars Aslan Rasmussen, der i øjeblikket er politisk ordfører i Københavns Borgerrepræsentation.

- Jeg blev selvfølgelig meget overrasket, og meget glad. Faktisk fik jeg det at vide gennem medierne ligesom alle andre, siger Lars Aslan Rasmussen til TV 2 Lorry.

Lars Aslan Rasmussen har kurdisk/dansk-baggrund, og har tidligere været socialordfører samt beskæftigelses- og integrationsordfører.

Og der er især ét emne, der optager ham:

- Det er klart, jeg er interesseret i integrations-spørgsmål. Jeg har selv blandet baggrund og er opvokset på Nørrebro. Og der kommer nok til at være mange spørgsmål inden for det emne også i forbindelse med flygtningestrømmen, siger Lars Aslan Rasmussen.

Lars Aslan Rasmussen skifter Københavns Rådhus ud med Christiansborg, men København forsvinder ikke fra hans dagsorden - tværtimod:

- Jeg glæder mig til at få sat fokus på København. Jeg synes, der sker lidt af en Københavner-bashing for tiden, hvor alt skal rykkes ud til yderområderne. Det synes jeg ikke er i orden, siger Lars Aslan Rasmussen.

Udtrykket Københavner-bashing bruges om folk, der vil have København ned med nakken - eller i hvert fald nedprioriteret til fordel for andre landsdele.

Og det vil det nye folketingsmedlem, Lars Aslan Rasmussen, altså gøre op med.

Nøjagtig hvornår Lars Aslan Rasmussen træder ind i folketingsgruppen er endnu uvist.

Dog er det sikkert, at Helle Thorning Schmidt tiltræder sit nye job som administrerende direktør for Save the Children International i april.

- Det er selvfølgelig trist at skulle forlade Københavns Rådhus, hvor jeg har været rigtig glad for at arbejde. Men det er også tid til at prøve noget nyt, siger Lars Aslan Rasmussen til TV 2 Lorry.