Langt flere tager cyklen i København

Cykelglæden i København er steget eksplosivt det seneste år.

Det skriver Politiken lørdag.

I 2013 trampede hovedstadens cyklister sig i gennemsnit 4,2 kilometer gennem byen, hver gang de satte sig i sadlen.

Dermed kørte de præcis en kilometer længere per tur end året før, viser tal fra en transportvaneundersøgelse på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Samlet blev der hver dag kørt 2.006.313 kilometer i København - det svarer til en stigning på 35 procent siden 2012.

Udviklingen kommer efter et par år uden de store udsving, og kommer derfor bag på flere eksperter, som forsker i danskernes cykelvaner.

»Det er ret overraskende, at tallet er vokset så meget«, siger professor Thomas Sick Nielsen fra DTU til Politiken. Han bakkes op af seniorforsker på Københavns Universitet Hans Skov-Petersen, der kalder tallet »påfaldende højt«.

De peger begge på, at Københavns Kommunes fokus på bedre forhold for cyklisterne ser ud til at have virket.

Blandt andet er nettet af cykelstier blevet udbygget, der er rejst flere cykelbroer, og så er biltrafikken blevet begrænset på udvalgte strækninger - eksempelvis på trafikale hovedårer som Nørrebrogade og Amagerbrogade.

Udviklingen har ifølge undersøgelsen fra DTU også smittet af på de københavnske bilister, som målt på antal ture sidste år, kørte 12 procent mindre i bil sammenlignet med 2012.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik