Lange ventetider på skadestuen til 2017

Der vil gå adskillige år, før problemer med lang ventetid og patienter på gangene på landets travleste skadestuer bliver løst

Sådan lyder det fra flere af de største skadestuer i hovedstadsområdet. På Herlev, Bispebjerg og Hillerød hospitaler bidrager gammelt, utidssvarende byggeri og pladsmangel til at øge ventetiden, som for en del patienter løber op i fem timer eller mere. Det fremgår af hospitalernes nye handlingsplaner for nedbringelse af ventetiden, som hospitalerne har udarbejdet, efter at Berlingske i år har afdækket store problemer på hovedstadens skadestuer.

 

      På Bispebjerg Hospital er skadestuefunktionerne spredt ud over hele matriklen, selv om de burde ligge dør om dør. Det medfører, at der opstår ekstra ventetid, når en patient skal flyttes for at få taget et røntgenbillede, eller når der skal tilkaldes speciallæger fra andre afdelinger.

 

      »Det er mange små elementer af spildtid, som tilsammen betyder, at personalet får mere travlt, og at ventetiden og behandlingstiden for den enkelte patient stiger,« siger Karin Marker, ledende oversygeplejerske. Bispebjergs hospitalsledelse konkluderer, at problemerne først vil være endeligt løst, når en helt ny akutmodtagelse er bygget færdig i 2017.

 

      På Herlev Hospital har man for lidt plads til for mange patienter, og til december inddrages 200 ekstra kvadratmeter til skadestuen. Men det er ikke sikkert, at det er nok, skriver ledelsen til Region Hovedstaden: »Hospitalet vil således fortsat efter udvidelsen af de fysiske rammer stå over for store udfordringer og være underlagt vanskelige vilkår.«

 

      Koncerndirektør i Region Hovedstaden Svend Hartling beklager situationen: »Vi kan ikke gøre det bedre. Vi bliver nødt til at erkende, at sådan er virkeligheden.«

 

      Venstre kalder det derimod »en fallit-erklæring«, at patienterne må vente seks år på ordentlige skadestuer: »Ministeren skylder at levere nogle svar, men mine forhåbninger på den front er ikke store. Vi må konstatere, at de løber fra stort set alt det, de lover,« siger sundhedsordfører Sophie Løhde (V).

 

      S og SF lovede i valgkampen, at danskerne maksimalt må vente 30 minutter på skadestuen, men trak siden løftet tilbage. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) skal på et samråd i dag forklare, hvorfor løftet om de 30 minutter er blevet sløjfet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik