Foto: Kasper Palsnov / Scanpix

Lang venteliste for at få sin hest spist af løver

Det er højsæson for at donere sin døde hest til rovdyrene i København Zoo. Men man skal lige nu vente i op til et halvt år på at donere sin hest til løvemad.

De gamle heste har fået en sidste sommer på græs, men når de skal i stald igen, vurderer ejerne, at tiden er ved at være kommet for en aflivning. Og så ringer de til os.

Jacob Munkholm Hoeck, presseansvarlig i Københavns Zoo

Det er populært at donere sin gamle eller skadede hest til zoologisk have, så den kan ende sine dage, som foder for rovdyrene.

Faktisk er det så populært, at ventelisten hos Zoologisk Have i København i perioder går et halvt år ud i fremtiden.

Lige nu er køen så lang, at mange heste når at dø, mens de står på venteliste. Hos Zoologisk Have København glæder man sig alligevel over den store efterspørgsel, siger presseansvarlig, Jacob Munkholm Hoeck.

Læs også Sjælden næsehornsunge er kommet til verden

Efterår er højsæson for hestedonationer

Selvom der generelt har været en stigning I antallet af hestejere, der vil donere deres heste til rovdyrene, er efterspørgslen også meget årstidsbestemt. Efteråret er højsæson, og netop nu vokser ventelisterne markant:

- Det skyldes ofte, at de gamle heste har fået en sidste sommer på græs, men når de skal i stald igen, vurderer ejerne, at tiden er ved at være kommet for en aflivning. Og så ringer de til os, siger Jacob Munkholm Hoeck. 

Hestene bliver aflivet i hjemmet, for ikke at stresse dem unødigt. Bagefter transporterer Zoologisk Have dem gratis væk og slagter dem.

Læs også Nu får lyskryds i København ny lyd

Den bedst mulige afsked

Når man skal tage afsked med sin hest, har man to muligheder som hesteejer. Man kan enten donere sin hest til Zoologisk Have, eller kontakte firmaet Daka.

Daka afhenter afdøde heste og står blandt andet bag appen ”PigUp” til afhentning af heste, køer, geder og grise. Her bliver dyrene anvendt til produktion af biodiesel og kødbensmel. Afhentning af en død hest koster 1700 kroner uden sko og 3700 kroner med sko, samt et gebyr hvis hesten er gået i forrådnelse.

For mig handlede det 75 pct. om økonomien og 25 pct. om det etiske. Når hesten bliver spist af løver, indgår den jo i fødekæden.

Karina Fisker, ejer af Vorning Hestepension

Mange hesteejere foretrækker dog at donere deres heste til zoologisk have, fordi det er billigere og mere naturligt. Ejer af Vorning Hestepension, Karina Fisker, har både prøvet at donere en hest til zoologisk have og få en hest afhentet af Daka:

- For mig handlede det 75 pct. om økonomien og 25 pct. om det etiske. Når hesten bliver spist af løver, indgår den jo i fødekæden. Når Daka afhenter en afdød hest, kan der gå en uge før de kommer, og hesten når at gå i forrådnelse. Det er frastødende, siger ejer af Vorning Hestepension, Karina Fisker. 

At sige farvel til sin hest er en svær beslutning for de fleste hesteejere. For Karina Fisker var det vigtigt, at hesten var i professionelle hænder og ikke led nød. Hun forstår derfor godt, at så mange hesteejere vælger denne løsning.

- Hestene er jo vores ét og alt. Det er ligesom med hundeejere, men hesteejere er bare endnu mere nørdede omkring deres dyr. Det hele er meget følelsesladet, siger Karina Fisker.

Læs også Blomster skaber jobs til flygtninge- og indvandrerkvinder

Hestekød på menuen

Zoologisk Have i København bruger cirka én hest om ugen til foder, og for de fleste rovdyr, såsom løver, tigere og brunbjørne, er hestekød en stor del af kosten:

De spiser meget hestekød, men får også varieret deres kost med kaniner, kalv og en enkelt ged eller zebra i ny og næ. Så hestekød udgør en væsentlig del af kosten.

Jacob Munkholm Hoeck, presseansvarlig i Københavns Zoo

- De spiser meget hestekød, men får også varieret deres kost med kaniner, kalv og en enkelt ged eller zebra i ny og næ. Så hestekød udgør en væsentlig del af kosten, siger Jacob Munkholm Hoeck, presseansvarlig i Zoologisk Have København. 

Når rovdyrene skal fodres, skærer man fedtet fra. Da dyrene ikke bevæger sig nær så meget, som i den vilde natur, ville de få alt for meget energi, hvis de spiste fedtet.

Det eneste rovdyr, der ikke må få hestekød, er isbjørne. De kan nemlig risikere at få hesteherpes, som kan udvikle sig til en hjernebetændelse hos isbjørnene. Isbjørnene må derfor tage til takke med kanin, kylling og kalvekød.

Artiklen er blevet til i et samarbejde med journalistuddannelsen på RUC.

Læs også Billetpriser i ny svømmehal forarger