00:38

Børn mellem to og seks år dyster på løbecykel onsdag. Video: TV 2 Lorry - Niels Knuth

Foto: TV 2 Lorry - Niels Knuth

1 af 2

Landets første løbecykel-ræs: Mini-cykelryttere ender i rekordbog

Landets første løbecykelræs afholdes i Hvidovre, hvor en flok to- til seks-årige atleter beviste, at det aldrig er for tidligt at hoppe på cyklen.

Selvom man ikke er så høj og stadig ikke har helt styr på det med at holde balancen, så kan man sagtens deltage i et cykelræs.

Det har 10 dagsinstitutioner i hvert fald bevist ved at afholde landets første løbecykelræs for de allermindste borgere i kommunen.

Løbet, der blev afholdt på Hvidovre Stadion, foregik som en stafet, hvor mini-cykelrytterne skiftedes til at køre så mange runder på så kort tid som muligt.

En af cykelrytterne er 5-årige Felix Lintrup, der efter en god fælles opvarmning i børnehaven havde rigeligt med energi til at tage et par ekstra runder.

Og han havde da også et par gode tips til, hvordan man kunne overhale de andre.    

- Hvis man ligger sig ned, så kører man rigtig hurtigt, fortæller Felix Lintrup. 

00:31

Felix Lintrup er én af dem, der virkelig har haft fart på. Foto: TV 2 Lorry - Niels Knuth

Luk video

Aldrig for tidligt at hoppe på cyklen

Cykelræset er arrangeret af et samarbejde mellem dagtilbudsafdelingen, Sundhedscentret, institutionerne og Hvidovre Stadion.

Arrangementet er  en del af Hvidovre Kommunes forsøg på at få endnu flere til at droppe bilen og vælge en aktiv transport, når de skal til og fra daginstitution.

Med cykelløbet i dag håber man på at inspirere flere til at lade deres børn drøne afsted på løbecykler, da det ifølge kommunen, er en oplagt mulighed, at man allerede i en tidlig alder, kan gøre børnene bekendt med livet på cykelstierne.

Da det er første gang, at der bliver afholdt løbecykel i Danmark, er de unge cykelryttere lovet optagelse i Børnenes Rekordbog 2019.