Lærerkonflikt bremser overenskomst for 550.000 danskere

Forhandlingsfællesskabet KTO vil ikke godkende overenskomstforlig på grund af utilfredshed med KL.

Konflikten på lærerområdet breder sig nu til det øvrige offentlige arbejdsmarked. Det skriver politiken.dk.

Forhandlingsfællesskabet KTO, der repræsenterer omkring en halv million offentligt ansatte, vil ikke godkende det overenskomstforlig, som ellers er aftalt med Kommunernes Landsforening (KL).

Det skyldes ifølge Politiken.dk utilfredshed med KL's optræden over for lærerne. KTO vil ikke godkende aftalen med kommunerne, før KL går med til at føre realitetsforhandlinger med lærerne.

Lærernes formand Anders Bondo Christensen er godt tilfreds med støtten fra KTO.

- Det betyder utrolig meget, at vi som organisation ikke står alene. Det er virkelig rart, siger han på KTO's repræsentantskabsmøde, som er i gang netop nu.

16. februar indgik KTO og KL overenskomst for 550.000 kommunalt ansatte. I aftalen var der lønforbedringer på 2,22 procent over to år til kommunalt ansatte som lærere, pædagoger og kontormedarbejdere.

Den samlede lønfremgang dækker over en generel lønstigning på 1,97 procent, mens de sidste 0,25 procent lægges ud til decentrale forhandlinger på de enkelte overenskomstområder.

Det er denne generelle aftale, som KTO nu har blokeret i sympati med lærerne, der i øjeblikket ligger i konflikt med KL på grund af strid om arbejdstidsreglerne.

Forhandlingerne mellem lærerne og kommunerne brød sammen natten til onsdag i sidste uge, og torsdag varslede kommunerne lockout af 50.000 lærere fra 1. april.

Mandag mødtes Danmarks Lærerforening så med KL i Forligsinstitutionen. Næste runde af forhandlingerne fortsætter senere mandag eftermiddag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik