Foto: Steffen Ortmann / Scanpix 2014

Lærere forlader København efter skolereform

Efter skolereformen forlader dobbelt så mange lærere om året de københavnske skoler.

De københavnske folkeskolelærere forlader i højere grad deres job, end de gjorde før skolereformen.

Indtil skolereformen trådte i kraft i august 2014 forlod otte procent af lærerne på de københavnske folkeskoler deres job.

I det seneste skoleår 2015/16 var det steget til 16 procent – altså dobbelt så mange.

Det viser Københavns Lærerforenings opgørelse.

Når lærerne forsvinder, mangler der noget kontinuitet for eleverne, for deres skolegang er jo et ti-årigt forløb

Jan Trojaborg, formand, Københavns Lærerforening

- Det er et alvorligt problem for skolerne. Når lærerne forsvinder, mangler der noget kontinuitet for eleverne, for deres skolegang er jo et ti-årigt forløb, sigerJan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening, til TV 2 Lorry.

I årene op til skolereformen forlod mellem 250 og 300 lærere de omkring 70 københavnske skoler. Sidste år var det tal steget til næsten 600, oplyser lærerforeningen.

Ser man på det skoleår, hvor skolereformen blev indført, nemlig i 14/15, forlod hele 19 procent af lærerene i København deres stilling. Og de tal ligger børne- og ungdomsborgmester, Pia Allerslev vægt på: 

- Ja, tallene er stadig højere end før skolereformen, men det går den rigtige vej. Vi vil gerne have tallet ned igen, men vi kan se, at der er stigende faglige resultater og sygefraværet er faldende, så vi er på vej, siger hun. 

Læs også 5. klasser demonstrerer foran skole: "Vi mister vores lærere"

Skoler er gennemgangslejre

Formanden for lærerforeningen peger også på Utterslev Skole, hvor eleverne for nyligt demonstrerede, som en af 15 til 20 skoler, der er hårdest ramt.

- Vi har skoler, der er kommet ind i en ond spiral. Nogle steder er over 50 lærere er forsvundet. De er jo nærmest gennemgangslejre, siger Jan Trojaborg til TV 2 Lorry.

Jeg tror, at mange lærere mente, at det var svært med folkeskolereformen, men måske var det godt, at de lærere ikke blev hængende, hvis de ikke kunne klare, at tiderne skifter.

Børne- og ungdomsborgmester i København, Pia Allerslev, V

Skolereformen faldt sammen med en reform af lærernes arbejdstid, som gjorde, at lærerne havde mindre tid til forberedelse.

Københavns Kommune har for nyligt indgået en lokalaftale med folkeskolelærerne, der giver dem mere fleksibilitet. De kan eksempelvis igen forberede sig hjemmefra. 

Borgmesteren mener, at det var en god ting, at så mange sagde op i året efter reformen.

- Jeg tror, at mange lærere mente, at det var svært med folkeskolereformen, men måske var det godt, at de lærere ikke blev hængende, hvis de ikke kunne klare, at tiderne skifter, siger Pia Allerslev og fortsætter: 

Læs også Se listen: Så høje er karaktererne på skolerne i din kommune

- Vi kan se, at der er flere ansøgere til vores lærerstillinger end sidste år. Det må betyde, at lærerne ikke synes, at Københavns folkeskoler er en uattraktiv arbejdsplads, siger hun.

Ifølge Jan Trojaborg skyldes de mange opsigelser, at ændringerne skete så hurtigt efter hinanden.

- Man gjorde fejl ved, at reformen skulle være implementeret med det samme. Det var en uklog start, siger Jan Trojaborg om Københavns Kommunes måde at indkøre reformen på. 

00:58

5. klasserne på Utterslev Skole demontrerede mandag morgen i protest mod for mange vikarer.

Luk video