Lærer på evakueret skole: Vi har haft det dårligt hele ugen

Elever og lærere på Kildevældsskolen på Østerbro har døjet med hovedpine, halsbrand og hoste siden mandag.

- Vores klasse, som er på 1. sal, havde det allerede i mandags, da vi skulle hjem. Vi begyndte allesammen at hoste, da vi åbnede døren ud til korridoren. Vi har bare ikke tænkt over, at der var noget i det.

Sådan lyder det fra June Wigger Poulsen, der er lærer i udskolingen på Kildevældsskolen på Østerbro. Skolen blev i formiddags evakueret under massivt fremmøde af politi og beredskab, efter at 11 elever og lærere havde fået det dårligt.

quote Vi har haft svien og en brændende fornemmelse i halsen, og nogle har haft opkast og ondt i hovedet.

June Wigger Poulsen, lærer

Men det viser sig altså, at dårligdommen ikke er opstået pludseligt - i stedet har elever og lærere haft sygdomssymptomer i fire dage. 

- Vi har haft svien og en brændende fornemmelse i halsen, og nogle har haft opkast og ondt i hovedet. Men vi har allesammen gået og hostet her på det sidste, og det tyder jo på, at der har været noget i luften, men vi har jo allesammen sagt, at det nok var noget influenza med opkast, siger June Wigger Poulsen til TV 2 Lorry. 

Det er endnu uvist, hvorfor elever og lærere har fået det dårligt, men Hovedstadens Beredskab har tidligere i dag udelukket, at symptomerne kan skyldes et gasudslip.

- Vi har målt for fem forskellige gasarter, for det kunne have været gas fra fysiklokalet, som gjorde, at de fik det dårligt. Men der dukker ikke noget op på vores målinger, og man ville heller ikke kaste op, hvis det var gas, sagde vagthavende operationschef Jan Kirk-Iversen hos Hovedstadens Beredskab tidligere i dag til TV 2 Lorry. 

quote Det er da rigtig ubehageligt, at vi ikke ved, hvad det er, vi har gået og indåndet.

June Wigger Poulsen, skolelærer 

Hovedstadens Beredskab har en hypotese om, at det kan være et forsøg, hvor der er undsluppet noget damp fra fysiklokalet, der er skyld i misæren, men indtil videre er det altså blot en formodning. 

Skolelærer June Wigger Poulsen fortæller, at torsdagens evakuering foregik stille og roligt, men hun bryder sig ikke om, at hun ikke ved, hvorfor lærere og elever har haft det skidt.

- Det er da rigtig ubehageligt, at vi ikke ved, hvad det er, vi har gået og indåndet, siger hun til TV 2 Lorry. 

Der blev i formiddags sendt flere ambulancer til skolen, men ifølge Jan Kirk-Iversen fra Hovedstadens Beredskab var det ikke nødvendigt at køre nogen på hospitalet. Dem, der havde fået det dårligt, blev i stedet tilset på stedet. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik