Længere rejsetid: Tunnelarbejde først færdigt til oktober

Arbejdet til Hovedstadens Letbane er i fuld gang, og på Lyngby Station har man arbejdet på at lave en tunnel til letbanen. Nu er man stødt ind i flere udfordringer, og arbejdet forlænges i flere uger.

På Lyngby Station bliver der arbejdet på hovedstadens kommende letbane, og det arbejde bliver nu forlænget til midten af oktober. 

Det oplyser Hovedstadens Letbane på deres hjemmeside onsdag. 

Forlængelsen skyldes, at Hovedstadens Letbane er i gang med at lave en ny tunnel under sporene, og det arbejde har vist sig at tage længere tid end forventet. 

- Vi beklager meget de gener, som arbejdet medfører for passagererne. Desværre er der konstateret mange hindringer i jorden, som har besværliggjort arbejdet for vores entreprenør, men vi arbejder på højtryk for at blive færdige, udtaler Patrik Magnusson, der er projektdirektør i Hovedstadens Letbane, i en pressemeddelelse. 

Fortsat skiftetid 

Siden slutningen af juni har passager været nødt til at skifte tog på Lyngby Station, fordi der bygges en ny tunnel til letbanen under viadukten ved stationen. 

Dermed har passagerne en skiftetid på syv minutter i dagtimerne, da der kun har været ét spor farbart på stationen i den periode, hvor letbanebyggeriet foregår. 

Arbejdet skulle have været færdigt i slutningen af september, men fortsætter nu til medio oktober, eftersom der blandt andet er fundet gammelt betonfundament i jorden og flere granitsten, som har gjort arbejdet ekstra besværligt.

Hovedstadens Letbane samarbejder med entreprenørvirksomheden Aarsleff intenst på at finde løsninger, som kan gøre det nemmest muligt for passagerne. 

Færre S-tog på linje F 

Som en ekstra konsekvens af forsinkelsen på Lyngby Station har DSB valgt at køre 10-minutters drift på Linje F mellem Hellerup og Ny Ellebjerg. 

Normalt stopper et tog hver femte minut ved stationerne på F-linjen, men nu er denne tid fordoblet for at have nok lokomotivførere, forklarer DSB's informationschef. 

- Det er en rigtig ærgerlig situation, og vi er kede af at måtte aflyse S-tog, men vi har valgt at gøre det på den her måde for at begrænse konsekvenserne for kunderne. Normalt kræver det færre lokomotivførere, når togene kører gennem Lyngby, men så længe arbejdet står på, er der brug for flere lokomotivførere. Derfor vil kunderne fortsat opleve, der er togskifte i Lyngby, siger Tony Bispeskov i en pressemeddelelse.

DSB forlænger i samme omgang tilbuddet til kunder med pendlerkort på Hillerødbanen, så de uden merpris kan rejse via Farumbanen eller Kystbanen.

For rejsende over Lyngby Station vil der blive indsat togbusser på strækningen fra lørdag den 12. oktober til tirsdag den 15. oktober om morgenen. Herefter kører togene normalt igen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik