Skinnerne på Kystbanen nord for København bliver i øjeblikket skiftet ud. Foto: Banedanmark

Længe ventet sporarbejde i sidste fase: Sådan går det på Kystbanen

Kystbanens tilstand har længe været dårlig, og sporarbejdet er allerede i gang. Nu begynder sidste del af fornyelsen, der både omfatter skinnerne og ti togbroer på strækningen.

Når klokken ringer ud på fredag for skoleeleverne, lyder sommerferiesangen "Ferie, ferie, ferie" hele vejen ud af skolegården ned til cyklen eller bussen.

Men mens klokken ringer ud for skoleeleverne, ringer den til gengæld allerede dagen efter ind for de mange arbejdere fra Banedanmark, som tager hul på sidste del af renoveringen af Kystbanen.

Årsagen er, at Kystbanen er slidt. Faktisk så slidt at der ikke kan køres med optimal fart på en stor del af strækningen. 

Pendlerne lever allerede nu med togbusser mellem Hellerup og Helsingør, men nu begyndes sidste etape af Banedanmarks arbejde på Kystbanen altså. 

Læs også Klar til togbusser? Kystbanen lukker i dag og seks uger frem

- Som pendler eller nabo til banen, kan man måske tænke - er det virkelig nødvendigt? Dertil kan jeg kort svare: Ja! Kystbanen trænger til en gennemgribende fornyelse, så vi fremover kan bidrage til en mere stabil togdrift. Arbejdet bliver omfattende, men vi er helt klar til opgaven, siger Andreas Christoffer Lund i en pressemeddelelse. Han er projektleder i Banedanmark og står for sommerens arbejde med forny sporene på Kystbanen.

Når arbejdet med Kystbanen er overstået vil hastighederne igen nå op på mellem 100 og 120 kilometer i timen - også de steder, hvor den i dag er nedsat på grund af den ringe forfatning.

Fremover kan passagerer forvente, at der opstår færre fejl i sporet som eksempelvis skinnebrud og sporskifterne. Også i vinterperioden, forsikrer Banedanmark. 

Læs også Ny app skal kompensere togpendlere: "Umulig at bruge", lyder kritikken

- I det hele taget er vi i Banedanmark i gang med at bygge en helt ny jernbane, mens vi kører på den gamle. Her er Kystbanen en af mange projekter vi er ved at gennemføre på tværs af Danmark, så passagerne får en langt mere stabil, hurtig og pålidelig jernbane, siger Andreas Christoffer Lund.

Foruden skinnearbejdet skal sommeren også bruges på at renovere ti broer på Kystbanens strækning. Mens nogle blot skal renoveres, bliver andre helt udskiftet.

Arbejdet med både skinner og broer, som nu går ind i sidste fase, er en del af den samlede plan for fornyelse af Kystbanen, så den ikke behøver at blive lukket flere gange.

Det store arbejde forventes afsluttet den 12. august, hvorefter togdriften på strækningen genoptages.

Læs også Sporarbejde medfører togbusser på populær s-togsstrækning