Lægerne i Rødovre: Ingen adgang for nye patienter

Lægerne i Rødovre melder alt udsolgt

Voldsom lægemangel på Københavns Vestegn breder sig - nu melder lægerne i Rødovre også "alt udsolgt"

Der mangler læger på den københavnske vestegn. Og problemet er nu så stort, at det også rammer kommuner, hvor der egentlig ikke er lægemangel. Det gælder for eksempel Rødovre. For her er tilstrømningen af patienter fra nabokommuner med lægemangel nu så stor, at også Rødovre-lægerne må lukke for nye patienter.

Læs også Lægemangel i Ishøj: Vi har alt for travlt

-Vi oplever stor trængsel, fordi vi har taget mange patienter ind, netop for at hjælpe dem, der er - men vi er også ved at have nået vores mål, siger praktiserende læge i Rødovre, Morten Hovgaard-Steen.

Sammen med fem andre læger er han tilknyttet Mit Lægehus, og de seks har det til fælles, at en stor del af deres patienter kommer fra andre kommuner end Rødovre, hvor lægehuset ligger. Omkring 1/3 af patienterne kommer fra andre kommuner, og det hænger ifølge Morten Hovgaard-Steen sammen med, at der tidligere var bedre kapacitet i Rødovre, end i nabokommunerne. Folk i de kommuner, der manglede læger, begyndte at krydse komunegrænserne for at nå frem til lægeklinikker, der havde plads.

Læs også Mangel på læger: "Det er regionen, som er skurken"

Problemet bliver ikke mindre af, at en kommune som netop Rødovre har vokseværk i øjeblikket. Komunen udbygges med nye kvarterer og i løbet af få år ventes indbyggertallet at vokse med omkring 4.000. Og de får svært ved at finde en læge.

-Vi har områder i Region Hovedstaden hvor de enkelte læger føler sig lige så pressede som i udkantsområder i andre regioner, siger Karin Zimmer, der er formand for Praktiserende Lægers Organisation, PLO.

Hun tilføjer, at lægerne i Rødovre allerede har 300 flere patienter per læge, end der er krav om.

-Vi kan jo være glade for, at de har holdt åbent indtil nu - de kunne have lukket langt før, siger hun.

Vender man sig til Region Hovedstaden, så er der ikke meget håb at hente der. I hvert fald ikke, hvis man spørger Flemming Pless, der er socialdemokratisk medlem af regionens praksisudvalg.

-Vi skal ikke tro, at vi kan gøre det bedre, end der er penge til, muligheder til og praktiserende læger til, siger han. Han og praksisudvalget vil nu se på tallene i løbet af de nærmeste måneder.

-Så vender vi tilbage og kommer med et eller andet bud på, hvad vi stiller op -. og så taler vi med PLO hele vejen, lyder det fra regionsrådspolitikeren - se hele interviewet med ham herunder:

 

00:48 Luk video