Lægen ville græde, hvis syge Annemette tog på festival: "Men nu er jeg her altså"

Annemette på 25 år burde slet ikke være på festival. Men hun trodser alligevel lægens råd – og det har givet hende et minde for livet.

03:10

Video: John Rahbek - TV 2 Lorry

- En læge har sagt til mig, at hvis jeg nogensinde tog på Roskilde Festival, så ville han lægge sig ned og græde. Men nu er jeg er altså, siger Annemette Runager. Foto: John Rahbek - TV 2 Lorry

1 af 2

Alting er sjovere, når solen skinner. Ikke mindst, når man skal gøre alt, hvad man kan for at undgå at blive våd og kold – og syg. Sådan er det for 25-årige Annemette Runager.

- En læge har sagt til mig, at hvis jeg nogensinde tog på Roskilde Festival, så ville han lægge sig ned og græde. Men nu er jeg her altså, siger Annemette Runager.

Annemette har en autoimmun sygdom. Hendes immunsystem angriber hendes organer, og skal derfor holdes nede med medicin. Det betyder, at immunsystemet er så svækket, at Annemette har mere end svært ved at være i miljøer med snavs og bakterier – som Roskilde Festival. Derfor er det også mod alle odds – og lægens anbefalinger – at Annemette nu er troppet op i smatten.

- Jeg er opmærksom på, når der er for mange mennesker. Så tager jeg maske på. Jeg sørger for at spritte hænder ofte. Og så har jeg altid min medicin med mig i tasken, som skal holdes kølig. Derfor er det også begrænset, hvor mange timer, jeg kan være afsted, fortæller Annemette Runager.

Lykke i ulykke

På trods af de mange forholdsregler, så er det faktisk anden gang, Annemette er på Roskilde Festival. Sidste år var det rapperen Eminem, der trak så meget, at hun fandt det sidste mod frem og trodsede lægens formaninger. Hun var i forvejen svækket og måtte indtage mad og drikke via sonde.

Og det blev – på alle måder – en dag, som altid vil være printet i hukommelsen. Det gik nemlig, som Annemettes læge havde frygtet. Efter at have stået op i mange timer, blev Annemette dårlig og besvimede.

- En læge har sagt til mig, at hvis jeg nogensinde tog på Roskilde Festival, så ville han lægge sig ned og græde. Men nu er jeg er altså, siger Annemette Runager. Foto: John Rahbek - TV 2 Lorry

Hun blev fragtet til samaritteltet, og frygtede nok, at hendes musikalske møde med sit største idol var forsvundet. Men sådan skulle det ikke gå. For samaritterne viste stor forståelse for Annemette og hendes sygdom. Hun manglede sukkervand, så de hældte cola i hendes sonde.

Og da en kvindelig samarit hørte om Annemettes kamp for at opleve Eminem, tog hun en særlig beslutning.

- Hun sagde, at hun ville vise mig noget. Og med støtte til at gå, førte hun mig helt hen til scenen, hvor jeg fik lov at følge den sidste del af koncerten. At være så tæt på Eminem – det giver mig helt kuldegysninger at tænke på det, fortæller Annemette om oplevelsen.

Tilbage med en tak

I år er Annemette Runager tilbage på Roskilde Festival. Som en del af Ungdommens Røde Kors, der i år sætter fokus unge, der lever et anderledes liv – blandt andet som fysisk syg. På festivalen har de haft en installation, hvor gæsterne har kunnet høre podcasts om liv, der skiller sig markant ud. Man kan blandt andet møde en psykisk syg, en ung stofmisbruger og en selvmordstruet.

- Festen fylder rigtig meget her på Roskilde Festival. Men vi vil også gerne fortælle nogle af de mere seriøse historier, når folk er åbne for at lytte til dem. Og det er man her, hvor man møder andre mennesker lidt mere i øjenhøjde, end man normalt gør derhjemme, fortæller Troels Boldt Rømer, landsformand for Ungdommens Røde Kors.  

Og så kan man også møde Annemette, der i podcasten fortæller om sin sygdom – men ikke mindst om sin oplevelse på Orange Scene. Og det er faktisk også derfor, Annemette er her i år. For var det ikke for samaritternes arbejde under Eminem-koncerten, havde hun ikke fået sit livs største oplevelse. Det tog hun i dag forbi for at sige tak for – på den lækreste måde.

- Selvom jeg ikke selv kan tåle at spise kage, så elsker jeg at bage. Så jeg har lavet en drømmekage til samaritterne, som tak for at de passede så godt på mig, og gav mig så stor en oplevelse, fortæller Annemette Runager.

Kage bagt og leveret, og endnu en tur på Roskilde Festival for Annemette – på trods af lægens advarsel.

Det bliver nok ikke sidste gang.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?