Læge og advokat: Kommunen sylter syge københavnere

Københavns Kommune svarer i stigende grad nej til ansøgninger om førtidspension. En læge og en advokat mener, at der er store problemer med sagsbehandlingen.

Siden vi i går fortalte historien om Charlotte Pedersen, og hvor vanskeligt det er at få tildelt førtidspension i København - er det strømmet ind med reaktioner.

Blandt andet fra to, der dagligt er i kontakt med de syge borgere: nemlig en læge og en advokat. 

Læge: Flyt og få førtidspension

Anders Beich er praktiserende læge på Nørrebro, og derudover også formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. 
Han har selv haft patienter, som han mener klokkeklart har demonstreret, at de ikke kan arbejde.

Alligevel fortsætter sagsbehandlingen i evigheder. 

- Det vækker en frustrationsfølelse som læge, fordi man jo er vidne til, at sagsbehandlinger er med til at gøre folk mere syge, siger han. 

Selvom han troligt udfylder lægeattester omkring sine patienter - så har han ikke oplevelsen af, at lægernes faglighed bliver lyttet nok til i forvaltningen.

Når han ser konklusionerne:

- Så kan man se, at de nærmest har støvsuget dokumentet for et enkelt ord, der ligesom vækker tvivl, om der kunne være en smule arbejdsevne tilbage i den her person. Og det synes jeg er fuldstændigt urimeligt. Hvis det er i tvivl om betydningen af det, der står, så kunne de jo gribe knoglen og ringe til os, mener han.

Faktisk har han følt sig så magtesløs, at han har spurgt to borgere, om de kunne flytte ud af Københavns Kommune. Og ifølge lægen gik der i begge tilfælde mindre end et år - så havde de fået tilkendt førtidspensionen.

Advokat: I strid med forvaltningsret

Som advokat møder Jan Frederik Hansen ofte borgerne på den anden side af et afslag om førtidspension.

Han har haft mindst 20 sager omkring førtidspension. Hans vurdering er, at kommunen ofte tolker lovgivningen for hårdt, når de giver afslag.

- Når man har de her situationer, hvor en tolkning kan falde ud til fordel for borgeren eller til ulempe for borgeren  - så skal man jo som udgangspunkt lade den falde ud til fordel for borgeren.

Han skøn er derfor, at Københavns Kommunes praksis er i strid med forvaltningsret.

Borgmester: Loven er stram

I går sagde Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, til TV 2 Lorry, at hun også oplever mange sager, hvor hun selv er dybt utilfreds med, at borgerne ikke får tilkendt førtidspension eller flexjob meget før.

Men at det er lovgivningen, der er stram - og at de i nogle tilfælde har fået "skæld ud" af ministeriets styrelse for at tildele førtidspensioner. 

Det giver Jan Frederik Hansen ikke meget for:

- Det kan jo ikke være rigtigt, at frygten for at få en reprimande for ministeren er stærkere end frygten for at gøre borgere uret. Det er simpelthen dér, filmen knækker for mig, mener han.

Førtidspension i København

  • I følge tal fra Ankestyrelsen giver kommunen langt færre nye førtidspensioner end alle andre byer, hvis man sammenholder tallet med indbyggere.
  • I 2010 tildelte København over 1000 nye førtidspensioner - i 2015 var tallet faldet til bare 296.   

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik