(Arkiv): Vær opmærksom ved alt, hvad der har med ild at gøre. Foto: Johan Gadegaard - Ritzau Scanpix

Lad dig ikke snyde af regnen: "Risikoen for brande er stor"

Beredskaberne opretholder advarslen omkring tørke og brandfare.

Selvom det seneste døgn har været vådt mange steder, er det fortsat meget tørt i naturen.

Det betyder stor risiko for brande, skriver Hovedstadens Beredskab på deres Twitterprofil søndag formiddag.

Inden du går i gang med at weekendhygge med grill og bålhygge, bør du derfor være opmærksom. 

Flere advarsler

Advarslen kommer ikke alene fra Hovedstadens Beredskab. De seneste dage har flere af beredskaberne i Lorryland advaret omkring tørken. 

"Vær forsigtig - det er meget tørt for tiden ..." står der på Beredskab Østs hjemmeside, som dækker Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk.

Og Nordsjællands Brandvæsen følger trop med en lignende advarsel:

- Vi må komme med en kraftig opfordring til, at der udvises ekstra stor forsigtighed ved al brug af åben ild. Bare en lille gnist det forkerte sted kan antænde en brand i øjeblikket, lød det fra Martin Howardsen, indsatsleder ved Nordsjællands Brandvæsen, i en pressemeddelelse fredag.

Læs også Fem brande på 14 dage: Nu advares der mod farlig strand-tendens

Det gælder også efter lørdagens regnskyller:

- Det vil stadigvæk være vores opfordring. Man skal både være forsigtig med grill, bål og anvendelse af ukrudtsbrænder, siger Claus Larsen, operativ chef i Nordsjællands Brandvæsen, til TV 2 Lorry søndag.

- De høje temperaturer gør, at fordampningen er stor. Vandet vil givetvis fordampe igen inden for et til to døgn, så vi kan være på samme tørre niveau som før regnen, forklarer han. 

Afbrændingforbud i otte kommuner

Østsjællands Beredskab har fredag udstedt et decideret afbrændingsforbud. Det gælder i kommunerne Vallensbæk, Høje-Taastrup, Ishøj, Greve, Solrød, Roskilde, Køge og Stevns. Og det gælder stadigvæk søndag, lyder det fra beredskabsdirektør Lars Robetje. 

- Vi følger det nøje, fortæller han. De holder blandt andet øje med DMI's tørkeindeks. 

Du kan læse mere om, hvad afbrændingsforbuddet helt præcist indebærer, i artiklen herunder:

Læs også Afbrændingsforbud under tørke: Ingen grill i det fri i disse otte kommuner

SEKS GODE RÅD

  1.  Brug dine sanser – ser græsset vissent ud, eller mærkes det meget tørt, skal du være særligt opmærksom. Tjek vindforholdene, og tænd kun bål eller grill i stille vejr
     
  2. Hav altid slukningsmidler inden for rækkevidde, når det er tørt – brug haveslangen eller havevandkanden
     
  3.  Tænk over, hvor du bruger ukrudtsbrænderen – skure og udhuse af træ er også brændbare
     
  4. Brug maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand
     
  5.   Forlad aldrig bål, grill eller anden ild
     
  6. Smid ikke aske og skodder i naturen

Kilde: Nordsjællands Brandvæsen