Foto: Pressefoto

LA: Stop med at ansætte kolde hænder de næste ti år

Der er rigeligt med administrative medarbejdere i København, mener Liberal Alliance, der nu vil bremse for nyansættelser.

København har ikke brug for flere kommunikationskonsulenter, sagsbehandlere eller projektledere. Derfor er det på tide at sige stop for ansættelser af flere af de såkaldt kolde hænder.

Det mener i hvert fald Liberal Alliance i København, der foreslår et ansættelsesstop for administrative medarbejdere de næste ti år.

- Vi kan se, at det går den forkerte vej, hvor der klattes flere penge væk på kolde hænder og projektmageri, mens de varme hænder, der skal stå for den borgernære omsorg nedskæres. Det er en dårlig måde at forvalte borgernes penge på, siger Alex Vanopslagh, der er partiets spidskandidat ved valget til Borgerrepræsentationen i november.

Læs også Flytteramte københavnere finder nemt nyt job

Jeg tror ikke at eksempelvis en pædagog bliver mere effektiv af at skulle bruge tid på at aflevere dialogvurderingsrapporter, refleksionsskemaer eller pædagogiske handleplaner til en ansat i kommunens forvaltning

Alex Vanopslagh, spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance

Bedre tid til selve arbejdet

I stedet er der – ifølge LA-spidskandidaten – brug for, at social- og sundhedsassistenterne, pædagogerne og lærerne har tid til at udføre sit arbejde frem for at udfylde diverse papirer.

- Jeg tror ikke at eksempelvis en pædagog bliver mere effektiv af at skulle bruge tid på at aflevere dialogvurderingsrapporter, refleksionsskemaer eller pædagogiske handleplaner til en ansat i kommunens forvaltning, siger Alex Vanopslagh.

Færre regler og krav

Hvor mange færre kolde hænder forestiller du dig?

- Det er svært at sætte et konkret tal - men vi kan i første omgang indføre et ansættelsesstop for kolde hænder. Dernæst efter kan vi se, hvordan vi kan luge i overflødige regler og dokumentationskrav for pædagoger, lærere og hjemmehjælpere - og så vil der naturligt nok være nogle 'kolde hænder', som vil skulle finde sig noget andet at lave, forklarer Alex Vanopslagh over for TV 2 Lorry.

Læs også Københavns Kommune vil udelukke skattelyfirmaer

Siden 2010 har de 98 danske kommuner ansat 6.300 flere akademikere – selv om det samlede antal kommunalt ansatte er faldet med 35.000. Samme tendenser ses i resten af den offentlige sektor.