Foto: TV 2 Lorry

Kystbanen: Usikker fremtid for morgentog i weekenden

Feriegæster og lufthavnsansatte får fremover færre tog at vælge mellem, når de skal til eller fra lufthavnen om morgenen i en weekend.

Samtidig står Københavns Lufthavn til at miste en af sine fødekæder for flypassagerer på de ellers store udrejsetidspunkter lørdag og søndag morgen. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Den nye trafikkontrakt mellem DSB og staten betyder nemlig, at der ikke behøver køre tog på Kystbanen mellem klokken 5 og 7 om morgenen lørdag og søndag.

I dag kører der mindst tre tog i timen fra Helsingør klokken 4.38 mod lufthavnen alle ugens dage.

På et møde mandag aften hos DSB fik Kystbanens pendlertalsmand Michael Randropp præsenteret planen om færre morgentog i weekenden fra 2017.

- Det giver ikke mening, at begrænse togdriften mellem Nordsjælland og Danmarks største arbejdsplads, der samtidig er en lufthavn som tusinder af nordsjællændere benytter sig af hvert år, siger han.

Trafikkontrakten mellem staten og DSB har som forudsætning, at der På Kystebanen i weekenden hver dag skal være en grundbetjening på 53 tog mod i dag 59 tog, suppleret med 34 tog i tidsrummet klokken 20 til 19 - samt fire nattog. Tallene dækker over den aftalte minimumsbetjening af Kystbanen i weekender i 2017, som er beskrevet i trafikkontrakten.

- Jeg havde frygtet at ændringen ville komme allerede i år, når DSB overtog driften af Kystbanen fra DSB Øresund - men man har valgt at udsætte forringelsen i et år. Fremover bliver det sådan, at skal du mod Sverige, så kører der tog døgnet rundt, mens der kommer færre tog på den danske side.

I Danmark er der kun nattog på kystbanen i weekenden, siger Michael Randropp, der håber at der nu bliver lagt et politisk pres for at bibeholde de tidlige morgentog.

Jakob Pedersen, Helsingør, der arbejder i Københavns Lufthavns Cargoafdeling og dagligt bruger kystbanen til og fra arbejde, er meget enig med pendlertalsmanden.

- For mig vil det være en streg i regningen, hvis man dropper morgentogene i weekenden. Jeg skal ofte møde ind klokken seks eller syv og tager så et af de første morgentog. Vi er en del ansatte, som møder ind nordfra og det vil gøre tingene mere besværlige, hvis der ingen morgentog er, siger han. Jakob Petersen mener, at ændringen vil føre til at flere rejsende fremover vælger bilen i stedet for toget.