00:31

Video: TV 2 Lorry

Kvinder ammede på Hovedbanen: Derfor gør vi det

En række kvinder troppede lørdag op på Hovedbanegården for at amme deres børn i det offentlige rum.

Seks kvinder dukkede lørdag formiddag op på Københavns Hovedbanegård med det formål at amme deres små børn i det offentlige rum.

Kvinderne satte sig under uret på den travle banegård, brysterne kom ud i det fri, og så blev ungerne ellers fodret.

Mie Mørk og Liv Jønsson er initiativtagere til den planlagte fællesamning - en begivenhed som de har oprettet på Facebooksiden ”Normaliser amning” for alle dem, som er interesseret i at være med til at sætte fokus på kvinders ret til at amme deres børn i offentligheden.

Læs også Vil bryde tabu om brystkræft: Viser ar for at hjælpe andre

Blikke og grimme kommentarer

- Vi gør det, fordi der er rigtig mange mødre, der er nervøse for at komme ud i offentligheden, når de skal amme deres barn, siger hun til TV 2 Lorry.

Hun peger på, at ammende mødre får blikke og grimme kommentarer med på vejen, når de vælger at give deres barn en tår mælk. Og det mener hun, er langt over stregen.

- Amning er noget af det mest naturlige i verden, så vi ønsker bare at sætte fokus på, at nogle folk prøver at gemme os væk. Men vi er her for at dække vores børns behov og vi gemmer os ikke for at dække de voksnes behov, siger Liv Jønsson.

Læs også Ingen bare bryster: Facebook censurerer forfatters hjemmeside

  Foto: TV 2 Lorry

Ny fællesamning

I de ni måneder Liv Jønsson har ammet, har hun oplevet at få sendt blikke, mens hun har været forskånet for kommentarer.

- Men det var min veninde ikke. Hun oplevede at få grimme kommentarer, da hun ammede i en svømmehal. Her fik hun at vide, at hun viste for meget hud - i en svømmehal af alle steder.

På Facebooksiden ”Normaliser amning” er der i skrivende stund 29 medlemmer. Der er offentlig fællesamning igen den 7. oktober, men det er endnu ikke bestemt, hvor det bliver.