Kvinde undgik med nød og næppe voldtægt

En 34-årig københavnsk kvinde ringede efter hjælp fra et toilet, efter at hun blev overfaldet af to mænd.

Natten til søndag var ved at ende ulykkeligt for en 34-årige kvinde i København.
I en lejlighed på Møntmestervej i den nordvestlige del af byen forsøgte to mænd at voldtage den unge kvinde.
- Hun bliver lokket op i lejligheden af to mænd, hvor hun bliver overfaldet. Den ene har lyst til at have sex med hende, men det vil hun ikke, siger den centrale efterforskningsleder Frank Blem-Nielsen fra Københavns Politi.
De to gerningsmænd tildelte kvinden flere slag. Den ene holdt kvinden fast, mens den anden forsøgte at voldtage hende.
- Hun har rifter i ansigtet og på den ene hånd og blå mærker flere steder på kroppen, fortæller Frank Blem-Nielsen.
Kvinden nåede at få vristet sig fri, inden mændene kunne flå tøjet af hende, og hun flygtede ud på toilettet, hvorfra hun ringede efter politiet. Ordensmagten nåede frem i tide til at forhindre, at mændene gennemførte deres forsæt.
- Hun er meget chokeret og rystet og er nu til undersøgelse på Rigshospitalet, siger Frank Blem-Nielsen.
Kvinden kender de to gerningsmænd, der er 37 og 44 år. Men de er ikke kendte ansigter hos politiet.
Mændene er blevet anholdt og fremstilles søndag i grundlovsforhør. De er sigtet for voldtægtsforsøg og medvirken til voldtægtsforsøg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik