Der blev tilkaldt flere hundepatruljer, som deltog i eftersøgningen. Foto: Steven Knap, Droto.dk

Kvinde røvet af unge mænd med knivlignende genstand

En ung mand er blevet anholdt i forbindelse med røveriet.

En kvinde blev tirsdag eftermiddag ved 15:30-tiden udsat for et gaderøveri i Bystævneparken i Brønshøj.

Ifølge politiet blev kvinden truet med en knivlignende genstand af to yngre mænd, som ville have hende til at udlevere hendes taske.

De to mænd flygtede efterfølgende til fods i retning mod Utterslev Mose, hvorefter kvinden alarmerede politiet.

- Vi sendte hundepatruljer ud i området omkring Tingbjerg for at eftersøge mændene, og det lykkedes at få anholdt en mand, som muligvis er den ene af de to røvere, siger vagchef ved Københavns Politi Henrik Brix til TV 2 Lorry.

  Foto: Steven Knap, Droto.dk

Selvom kvindens beskrivelse af de to gerningsmænd på flere punkter matcher den anholdte. Så er politiet dog endnu ikke helt skråsikre i forhold til, om de har fået fat i den rigtige mand.

- Det er sparsomt med oplysninger om gerningsmændene. Der er tale om to yngre mand, som er udlændinge og bærer mørkt tøj, og det passer jo på mange unge mennesker. Men nu skal vi se, om vi kan få ham til at passe med røveriet, siger Henrik Brix.    

Han fortæller, at den sigtede, unge mand stadig befinder sig på stationen, hvor han skal afhøres.

- Herefter vil vi tage stilling til, hvad der skal ske med ham, siger Henrik Brix.

Han oplyser, at kvinden ikke kom fysisk til skade under røveriet.