Her bliver kvinden hentet af lægehelikopteren, efter at hun blev ramt af et tog i Helsinge. Foto: Jens Berg Thomsen/Ugeposten

Kvinde ramt af tog: Ville krydse skinner, mens bom var nede

Fredag formiddag blev mange mennesker vidner til en alvorlig ulykke på Helsinge Station.

Mange mennesker blev øjenvidner til en forfærdelig ulykke fredag formiddag, da en ældre kvinde blev ramt af et tog få meter fra perronen på Helsinge Station i Nordsjælland, da hun forsøgte at komme over togskinnerne, mens togbommene var nede.

Et øjenvidne fortæller til den lokale avis Ugeposten i Gribskov, hvordan mange folk desperat forsøgte at råbe til damen, men uden held.

- Jeg stod på stationen og ventede - og hørte at togene begynde at dytte helt vildt. Både det fra Hillerød, der allerede var kørt ind på perronen - og også det, der kom fra Tisvildeleje. Jeg kan se, at der går en ældre dame på skinnerne, og hun fortsætter, selvom der bliver dyttet, siger vidnet, der gerne vil anonym til Ugeposten.

- Vi råber, men hun stopper ikke

- Vi råber 'gå tilbage, gå tilbage', men hun stopper ikke op. Jeg ved ikke, om hun ikke kan høre det, eller hvad der sker. Man når jo ikke at tænke så meget. Men jeg kan bare se, at det vil gå galt, fortæller vidnet.

Ifølge vidnet blokerede lokomotivføreren bremserne, men på trods af at han nåede at bremse meget op, så var det ikke nok til at undgå at ramme damen, som blev skubbet væk fra skinnerne.

Lokomotivførerne fra begge hoppede herefter ud og ilede hen for at yde førstehjælp, og der gik ikke længe, før både politi og ambulance var fremme ved stedet.

Hentet af lægehelikopter

Ifølge Nordsjællands Politi var kvinden ved bevidsthed efter sammenstødet som skete omkring klokken 10.30, og lidt efter klokken 11 ankom en lægehelikopter og fragtede kvinden til Rigshospitalets Traumeafdeling.

Ifølge øjenvidnet var de mange øjenvidner til ulykken tydeligt påvirkede af situationen.

- Folk var dybt rystede. Vi kunne se, ulykken ville ske, men alligevel er man bare fuldstændig magtesløs, slutter vidnet.

TV 2 Lorry har været i kontakt med vidnet og kender hans identitet, men han henviser til sine udtalelser i Ugeposten.

OPDATERING: Klokken 18.39 oplyser Nordsjællands Politi, at kvinden er sluppet meget heldigt fra ulykken, da hun kun har pådraget sig mindre skader.