Foto: Mikkel Johansen/alarm112danmark.dk

Kvinde kørt til traumecenter efter soloulykke

En 71-årig kvinde er kørt til Rigshospitalets traumecenter efter en soloulykke på Amager.

En 71-årig kvinde befinder sig lige nu på traumecentret på Rigshospitalet efter en soloulykke på Amager Landevej.

- Hun har formentlig fået et ildebefindende. Vi er på stedet og undersøger nu, siger vagtchef Kristian Aaskov fra Københavns Politi.

Ulykken skete cirka klokken 14 ved Amager Landevej 180.

Både Københavns Politi og mandskab fra Tårnby Brandvæsen er søndag eftermiddag ved ulykkesstedet.

Ingen andre er kommet til skade ved ulykken, oplyser Københavns Politi.

Vagtchef Kristian Aaskov kan ikke oplyse, hvor alvorligt kvinden er kommet til skade.

Han kan til gengæld oplyse, at der kort før klokken 15 ikke længere er afspærret ved ulykkesstedet.