Kvinde købte slankepiller - straffet for narko

En kvinde fra Espergærde i Nordsjælland er blevet straffet for overtrædelse af narkolovgivningen, efter at hun købte slankepiller på nettet, skriver Helsingør Dagblad.

Den amerikansk hjemmeside virkede ellers så tryg og troværdig. Der var fotos af folk i pæne kitler, sympatisk udseende sygeplejersker og kompetente lægetyper.

På siden kunne man bestille lægemidler og den 55-årig kvinde fra Espergærde havde brug for lidt medicinsk hjælp til at komme af med nogle overflødige kilo der var løbet på efter en depression.

På den fine hjemmeside skrev hun sine symptomer og sygehistorik ind på en liste, og efter at have tygget lidt på oplysningerne anbefalede hjemmesiden at kvinden skulle bruge præparatet Regenon. Det var tilmed helt lovligt at indføre i Danmark, men pillerne ville blive sendt fra firmaets afdeling i Rumænien for at undgå toldafgifter.

Der var ingen grund til at betvivle hjemmesidens oplysninger, så kvinden gennemførte de afsluttende klik og så skulle pillerne ellers være på vej.

Men der kom aldrig nogen piller og kvinden rykkede firmaet. Hun fik pengene tilbage bestilte en ny portion som heller ikke nåede frem - tre gange nåede hun at bestille Regenon-pillerne og til sidst, i december sidste år, blev politiet involveret i sagen.

Det var ikke leverandørens skyld, at pillerne glimrede ved deres fravær. For hver gang de dukkede op i Københavns Lufthavn var de blevet de opsnappet og beslaglagt af toldfunktionærerne.
Tredje gang informerede de politiet om sagen, og kvinden blev sigtet for overtrædelse af narkolovgivningen.

For det er ikke lovligt at indføre Regenon i Danmark. Præparatet, som blandt andet indeholder det sulthæmmende middel amfepramon står opført på Sundhedsstyrelsens liste over medicin der ikke må indføres i Danmark, og det figurerer desuden på politiets lister over ulovlige euforiserende stoffer.

Det er også et dopingmiddel og en idrætsmand, der får konstateret Regenon i blodet, bliver diskvalificeret.

Det var altså ikke just en bøtte Kongen af Danmark den 55-årige kvinde fra Espergærde havde bestilt. Men hun ville ikke acceptere bøden på adskillige tusinde kroner, og derfor endte sagen i retten.
I går forklarede kvinden ifølge sagens anklager at hun var i god tro, da hun købte pillerne. Hjemmesiden havde narret hende til at tro, det var helt lovligt. Anklager, politiadvokat Michael Sprang, medgav da også, at hun var blevet ført bag lyset.

- Der er ingen tvivl om at kvinden er blevet bondefanget på hjemmesiden, men det laver ikke om på at der er sket en lovovertrædelse. Det er grundlæggende meget vigtigt at man konsulterer Sundhedsstyrelsens liste over præparater, der ikke må indføres i Danmark, inden man bestiller medicin fra udenlandske leverandører på internettet, siger Sprang.

Flere omstændigheder omkring kvinden personlige forhold nedsatte hendes bøde til 3.000 kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik