Kvinde gav ’håndværkere’ 30.000 kroner: Endte med et stort hul i taget

Politiet advarer mod irske håndværkertyper, som svindler og bedrager folk. Senest gik det ud over en ældre kvinde på Amager.

Hvad der umiddelbart kan lyde som et billigt håndværkertilbud, kan meget vel ende med at koste dig dyrt og efterlade dig i et værre byggerod.

Sådan lyder advarslen fra Københavns Politi, der lige nu advarer mod irske håndværkertyper, som udgiver sig for at ville hjælpe, men hvor borgere ender med at blive snydt.

I midten af sidste uge gik det ud over en ældre kvinde på Amager. Engelsktalende håndværkertyper ringede på kvindens dør og tilbød at udskifte nogle få tagsten på hendes tag for 1000 kroner. Kvinden indvilligede, men det skulle vise sig at blive en ualmindelig dyr omgang.

quote Vi advarer mod, at man tager imod sådan et tilbud, hvis man kan mærke, der er et eller andet, der ikke stemmer overens

Peter Reisz, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi

Mændene endte med at overbevise kvinden om, at der var mere galt med hendes tag, hvorfor hun betalte dem 30.000 kroner kontant. Men det stoppede ikke her.

Efter at mændene havde fjernet mere end halvdelen af alle tagstenene på den ene tagside, forlangte de yderligere 45.000 kroner for at færdiggøre arbejdet. 

Denne gang nægtede kvinden dog at betale, men så forlod mændene arbejdet, og de vendte aldrig tilbage. Nu står kvinden tilbage med et stort hul i taget og er 30.000 kroner fattigere.

Mændene krævede yderligere 45.000 kroner af den ældre kvinde for at færdiggøre arbejdet.
Mændene krævede yderligere 45.000 kroner af den ældre kvinde for at færdiggøre arbejdet.
Foto: TV 2 Kosmopol

Flere anmeldelser om klamphuggere

Hos Københavns Politi har man den seneste tid modtaget flere lignende anmeldelser, hvor fremgangsmåden har været den samme.

Derfor opfordrer man nu borgerne til at være ekstra opmærksomme, så de ikke ryger i den samme fælde som den ældre kvinde.

- Det er selvfølgelig noget, vi ser alvorligt på, når borgere i vores politikreds bliver snydt. Vi advarer derfor mod, at man tager imod sådan et tilbud, hvis man kan mærke, der er et eller andet, der ikke stemmer overens, siger Peter Reisz, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Ifølge politiet er der flere ting, der kan indikere, at der er tale om et svindelnummer.

- Det er tit sådan noget, hvor der kommer nogle og retter henvendelse omkring, at der er et problem med ens hus, som man ikke kender til, og så skal de have kontant betaling for arbejdet. Det er de typiske indikationer på, at der noget galt, siger Peter Reisz.

Tilbage på Amager fik en tømrermester i fredags nys om sagen med kvinden, der var blevet snydt. Han vil nu give hende en hjælpende hånd, så hun kan få reetableret sit tag.

I indslaget nedenfor kan du høre mere om de irske håndværkere og møde håndværkeren, der nu vil hjælpe kvinden.

Københavns Politi advarer mod irske klamphuggere, der snyder folk med tvivlsomme håndværkertilbud. Senest gik det ud over en ældre kvinde på Amager. Se mere i dette indslag.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik