Kvinde besvimede på motorvej: Nu roses bilister for heltedåd

En 78-årig bilist besvimede her til eftermiddag på motorvejen. Nu takker politiet en række snarrådige borgere for deres hjælp.

Vi hører fra tid til anden om bilister, der opfører sig decideret uciviliseret og tager billeder med mobilen, når de kører forbi et færdselsuheld. Søndag eftermiddag var situationen til gengæld en helt anden.

Her udspillede der sig ved 16-tiden en alvorlig hændelse på Amagermotorvejen, som fik flere bilister til at handle hurtigt og resolut.

Det hele begyndte, da en 78-årig kvinde kom kørende i retning mod København.

Omkring afkørsel 12 ved Avedøre fik hun et ildebefindende bag rattet, fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Thomas Mejborn til TV 2 Lorry.

- Det lykkedes kvinden at stoppe sin bil i tredje vejbane ved autoværnet, men herefter besvimede hun, siger Thomas Mejborn.

Stor ros fra politiet 

Heldigvis havde flere årvågne bilister spottet, at noget var galt. De bremsede ind til siden, hvorefter flere af dem kom kvinden til undsætning og ydede førstehjælp, indtil ambulancefolkene ankom.

- Samtidig var der en snarrådig lastbilchauffør, som satte sin lastbil med sættevogn på tværs af kørebanen, så dem, der arbejdede på stedet, blev skærmet af, siger Thomas Mejborn.

Mens politi og redning arbejdede på stedet, kunne resten af trafikken passere i den første vognbane. Det varede dog ikke meget længere end en halv times tid, før de var færdige på stedet.

Forinden var den 78-årige kvinde blevet kørt til hospitalet med ambulancen.

- Jeg kender ikke hendes tilstand. Men hun havde puls, og hjertet slog, da hun blev kørt afsted i ambulancen, siger Thomas Mejborn.

Københavns Vestegns Politi har i kølvandet på episoden rost de hjælpende borgere på det sociale medie Twitter. Det har de på alle måder fortjent, lyder det fra vagtchefen.

- Det var en flot fælles indsats. Både af dem, der gav hjerte- lunge-redning, men så sandelig også af lastbilchaufføren. Det er skønt at se, at folk kærer sig om hinanden, siger Thomas Mejborn.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik