Foto: Lorry

Kvinde anholdt efter dødsbrand på Nørrebro

Politiet har anholdt en 60-årig kvinde efter en brand i Baldersgade på Nørrebro, hvor en kvinde omkom.

Politiet har anholdt en 60-årig kvinde efter en brand i Baldersgade på Nørrebro i København, der fredag morgen kostede en 68-årig kvinde livet.

Kvinden bor i opgangen Baldersgade 53, hvor den 68-årige indebrændte i sin lejlighed.

- Vi har anholdt kvinden, fordi hun har haft en mistænkelig adfærd i forbindelse med branden. Nu skal vi afhøre hende og personer på stedet og se, om hun skal i grundlovsforhør, siger den centrale efterforskningsleder, Søren Hansen, Københavns Politi.

Politiet er ved at undersøge, om kvinden har noget med branden at gøre. Ifølge efterforskningslederen har kvinderne ingen direkte relation til hinanden, bortset fra at de bor i samme opgang.