Se billederne: Kunstnere vil male kedelig beton-station

En lokal kunstnergruppe vil pryde den grå S-togsstation Langgade Station i Valby med "glade farver". Projektet er inspireret af Poul Gernes, der står bag den farverige Palads-biograf i København.

S-togsbroen over Valby Langgade ved Langgade Station er et kedeligt gråt betonmonument.

I hvert fald hvis du spørger kunstnergruppen Gråbeton.

Det vil de nu gøre noget ved. Den grå betonbro skal derfor prydes i "glade farver", som kunstergruppen udtrykker det.

Se TV 2 Lorrys indslag om de glade farver på den triste station her.

I gruppens manifest slår de fast, at de vil "udsmykke så meget grå beton som muligt", og nu er turen altså kommet til Langgade Station.

"S-togsbroen over Valby Langgade ved Langgade Station er et bygningsværk fra 1941. Med de buede søjler og kantborde giver den mindelser fra en mere romantisk tid. Desværre fremstår dens betonflader grå og triste, overmalet og hærget med tags og grafitti", skriver Gråbeton, før kunstnergruppen slår an, hvorfor togbroen bør prydes:

Palads biograf i 2018. Langgade Station kan i fremtiden blive prydet med efter Poul Gernes forbillede.
Palads biograf i 2018. Langgade Station kan i fremtiden blive prydet med efter Poul Gernes forbillede.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

"Denne bro bør udsmykkes, så befolkningen i området samt gående og gennemkørende kan få et følelsesmæssigt løft og for et øjeblik glemme den grå tristesse, byen ellers er udsat for visuelt".

Bag Gråbeton står blandt andet Richard Schumann, der tidligere har arbejdet sammen med den kendte maler, grafiker og billedhugger Poul Gernes, som i manges erindring kendes bedst for den farverige udsmykning af Palads-biografen ved Vesterport Station.

Gernes egen datter, lyrikeren og udsmykkeren Ulrikka Gernes, er desuden med i gruppen.

Hun var også en del af demonstrationerne mod at nedrive Palads sidste år.

 

Lokaludvalg vil støtte forskønnelsen

Lokaludvalget i Valby er begejstret for kunstprojektet, men de kan ikke selv bidrage økonomisk.

- Der er desværre ikke midler til det umiddelbart. Sådan et projekt kræver en del midler, og vi har kun én million kroner til vores rådighed om året, siger Michael Fjeldsøe, SF, der er formand for Valby Lokaludvalg.

I stedet har lokaludvalget sendt en officiel støtteerklæring til Københavns Kommune, som de nu håber, kan sætte gang i projektet.

- Sådan et projekt skal skaffe nogle fondsmidler for at kunne realiseres. Og det er grundlæggende det, som erklæringen ville kunne bruges til at bakke op omkring.

- Man skal ramme en fond, som synes, det er et godt projekt.

Langgade Station i nye farver.
Langgade Station i nye farver.
Foto: Gråbeton

I erklæringen pointerer Valby Lokaludvalg, at de glade farver kan virke tryghedsskabende i området, selvom der ikke er et decideret problem, som det er nu, siger formanden.

- Jeg tror ikke, det er sådan, at man er bange for at gå der i dag. Men det her er jo en måde at gøre byrummet smukkere og mere behageligt på, siger Michael Fjeldsøe og tilføjer:

- Det vil være super flot at få det realiseret. Det er jo en slags port ind mod Valby.

Ingen lige vej

Det kræver dog både godkendelser fra Banedanmark og DSB, hvis projektet skal realiseres. De indgår dog ingen aftaler med kunstnere på egen hånd.

Derfor skal der en offentlig myndighed bag, og i dette tilfælde er det Københavns Kommune. Ifølge Valby Lokaludvalg vil kunstprojektet falde godt ind under kommunens ambitioner om kunst i det offentlige rum.

Gruppen Gråbeton er samtidig i gang med at ansøge Statens Kunstfond om midler til en mulig realisering af projektet.

Det er ved deadline for denne artikel ikke lykkes for TV 2 Lorry at få en kommentar fra kunstnergruppen Gråbeton.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik