Kunstner tjener millioner på dronningens gravmæle

Efter 15 års arbejde står dronning Margrethe den 2. af Danmarks gravmæle færdigt i Roskilde Domkirke. Gravmælet har samtidig gjort kunstneren bag millionær.

Dronningens sarkofag, under hvilken hun vil blive stedt til hvile, står nu klar i Roskilde Domkirke.

Gravmælet, der vil stå skjult bag en særegen bronze- og sølvtildækning i Sankt Birgittes Kapel i domkirken frem til regentens død, er blevet til efter en 15 års arbejde, som nu er blevet afsluttet. 

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Bag det lange arbejde og design af gravmælet står kunstner og billedhugger Bjørn Nørgaard, som nu endelig kan sætte punktum for projektet, der har kostet i alt 31,4 millioner kroner.

Det skriver Ekstra Bladet, der har søgt aktindsigt i finansieringen af det store værk.

 

Af dokumenterne fremgår det samtidig, at Bjørn Nørgaard bliver betalt 4,7 millioner kroner for sit arbejde.

Det pompøse gravmæle, hvis glasdele alene vejer omkring fire tons, blev præsenteret for offentligheden i mandags, hvor det for en kort stund var synligt, mens det blev samlet i kapellet. 

Siden blev det igen skjult af en skal af primært bronze, som skal holde gravmælet skjult for offentligheden, indtil dronningen bliver begravet i krypten i kapellet.

Selv er Bjørn Nørgaard meget tilfreds med gravmælet. 

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

- Jeg er meget, meget glad, men det er også et teamwork. Der er mange mennesker, der har bidraget, men det er klart, at som ophavsmand er man stolt, siger han til Ekstra Bladet.

For omkring ti dage siden blev gravmælet præsenteret for Dronning Margrethe, som var meget tilfreds med kunstnerens arbejde. 

- Hun var glad. Det var en rigtig god oplevelse, siger han til avisen, men uddyber, at man ikke refererer dronningen direkte.

- Det refererer man ikke. Det lytter man til og er glad. Ellers må dronningen selv udtrykke, hvad hun mener, siger Bjørn Nørgaard. 

 
 
Foto: Keld Navntoft / Kongehuset

Fakta: Så meget kostede dronningens gravmæle

I 2013 afslørede Ekstra Bladets aktindsigt, at prisen på gravmælet var 29 millioner kroner, og at staten stod med regningen.

Her fremgik det, at udgifterne til stenhuggeren, stukkatøren, sølv- og bronzearbejde samt jernstøberi alene løb op i 4.650.000 kroner.

Derudover kom 9,7 millioner kroner til glaskonstruktionen, mens det kunstneriske arbejde kostede 4.750.000 kroner.

Sammen med transport, arkæologisk arbejde, forsikring, transport, uforudsete udgifter, rejse, tilsyn, værkstedsarbejde og montering løber det samlede beløb op i 28.875.000 kroner.

I den seneste finanslov fremgår det dog, at man i 2014 skønnede, at gravmælet ville koste 31,9 millioner kroner. Året efter landede man på 31,4 millioner kroner, som er det endegyldige beløb.

Kilde: Ekstra Bladet

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik