Udstillingshuset modtager i øjeblikket faste tilskud på cirka 300.000 kroner fra henholdsvis kommunen og det tidligere Frederiksborg Amt. Dette beløb skal mere end tredobles, hvis der skal være penge til at sikre en professionelt ledet drift, siger formanden for husets bestyrelse, Kurt Anker Nielsen.
Udstillingshuset plejer at åbne hvert år omkring 1. april. Det er ikke sket i år, blandt andet fordi huset i vinterhalvåret har gennemgået en renovering, som har kostet 3,2 millioner kroner. Penge, der er skænket af en privat fond. Dette arbejde er nu ved at være slut, og huset kan teoretisk set åbne omkring 1. juli, hvis driften sikres, siger bestyrelsesformanden.