Kunder passer Aldi, når kassedamer skal tisse

Bemandingen i discountkæden Aldi er så lav, at særligt gode stamkunder kan opleve at blive udnævnt til butiksvagt, mens kassedamen smutter ud på toilettet.

Bemandingen i discountkæden Aldi er så lav, at særligt gode stamkunder kan opleve at blive udnævnt til butiksvagt, mens kassedamen smutter ud på toilettet.
Det skriver Avisen.dk.
- Det hænger slet ikke sammen med den totale mangel på tillid, som gennemsyrer Aldi som arbejdsplads, siger Pia Thurøe, der er formand for HK/Handel Midt.
Forslaget om at lade kunder vikariere under toiletbesøg blev fremsat af Aldi-ledelsen under et tidligere møde med HK Handel.
Dermed er scenen sat for dagens møde mellem HK Handel og Aldi-direktør Jan Lund. Parterne har været i dialog om de kritisable arbejdsforhold i Aldi siden sidste sommer.
Hvor vidt der kommer mere konstruktive forslag på bordet i dag, har Aldi-direktør Jan Lund traditionen tro ingen kommentarer til.
Logikken er simpel. Antallet af 'tilladte' personaletimer følger butikkens omsætning. Den enkelte butikschef er altså i mange tilfælde tvunget til at lade ansatte passe butikken mutters alene, hvis ikke omsætningen er stor nok.
Aldi-ledelsens løsslupne forslag om lejlighedsvist at forfremme stamkunder til butiksvagter, står i skærende kontrast til de mange strikse regler, der præger arbejdspladsen Aldi.
For eksempel må kassemedarbejdere ikke ekspedere medlemmer af deres nærmeste familie. Det fremgår af en håndbog for filialledere, som Avisen.dk er i besiddelse af.
I den i dag fire år gamle bibel for Aldi-ansatte kan man også læse, at medarbejdere selv skal erstatte tabet, hvis de begår fejl i håndteringen af checks og dankortbetaling med en gammeldags 'fluesmækker'.
Butikschefen kan til gengæld finde en udførlig manual over, hvordan han indretter sit kontor. Manualen beskriver kontorets indretning helt ned til, at klipse-maskinen skal befinde sig på skrivebordspladen - til at dagens post befinder sig i nederste skuffe i venstre side.
Ifølge Eik Madsen, der har arbejdet tre år i Aldi i Odense, levner Aldi's skrappe regler ikke nogen plads til selvstændigt initiativ.
- Alt er kontrolleret og reguleret. Der er kun én regel, og det er Aldi's regel, siger Eik Madsen, som i dag nyder sin frihed som sous-chef i en Kiwi-forretning i Næsby på Fyn.
 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik