Kunder er fortabte i finanskrisen

Almindelige kunder har ingen jordisk chance for at finde ud af, om deres bank er sund og rask eller balancerer på kanten af afgrunden. Mens den internationale finanskrise dagligt kræver nye ofre, kan danske banker skjule skeletterne og pynte regnskaberne, skriver Politiken.

»Det er et kæmpe problem, at vi ikke er i stand til at se i
bankernes regnskaber, om de har det godt eller skidt. Selv de
aktionærer, der ejer banken, har svært ved at se, om den er sund
eller syg«, siger en af landets førende bankeksperter, Bjarne
Jensen, til Politiken.

Men nu vil politikerne åbne bankernes regnskaber, så kunder og
aktionærer bedre kan vurdere deres økonomiske styrke. Danmark
forsøger i øjeblikket at overbevise de øvrige EU-lande om
fornuften i at give offentligheden indblik i bankernes egen
vurdering af deres økonomiske muskelkraft, den såkaldte solvens.

»Den finansielle uro har givet anledning til, at der
internationalt ses på behovet for justeringer af den finansielle
lovgivning«, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen
(K).

Det er Finanstilsynet og Nationalbanken, der i en fælles
offensiv har opfordret politikerne til at åbne bankernes
solvensvurderinger, så kunderne kan se, hvad der foregår bag
murene.

»Der er i den grad behov for bedre indsigt. Vi skal vide, om
bankerne har taget store risici og, hvordan de vurderer deres
egen styrke«, siger Peter Sylvest Larsen, der er vicedirektør i
Finanstilsynet.