Foto: TV2/Lorry

Kunder blev lokket med falske gaveønsker

Godhjertede kunder i Hørsholm har de seneste uger kunnet købe julegaver til efterladte og fattige børn. De fleste af juleønskerne er dog fiktive, viser det sig nu. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.      

185 ud af 275 godhjertede givere er blevet ført bag lyset i en kampagne for at sikre julegaver til fattige børn i Nordsjælland.

Kampagnen er blevet ført at det verdensomspændende erhvervsnetværk Rotary, der via et såkaldt »ønsketræ« har givet kunder i Hørsholm Midtpunkt mulighed for at indfri et fattigt barns største julegaveønske, heriblandt forældreløse børn fra Fredensborg og Hørsholm. Det er et budskab, som er gået rent i hos mange af Hørsholms borgere.
Men mange af gaveønskerne viser sig nu at være skrevet af en tovholder fra Rotary i fællesskab med en ansat i legetøjskæden BR på vegne af Frelsens Hær.

Årsagen til de fiktive gaveønsker er, at Rotary ikke har modtaget lige så mange henvendelser fra fattige familier, som de gjorde sidste år, og derfor har de inkluderet cirka 185 fiktive gaveønsker, som i stedet er blevet uddelt via Frelsens Hærs årlige julehjælp til fattige familier. Og det er en fremgangsmåde, der vækker kritik hos indsamlingsforeningernes brancheorganisation, ISOBRO.

- Hvis vi skeler til de indsamlingsetiske regler, vil jeg umiddelbart vurdere, at Rotary skal kommunikere bedre ud, at de konkrete gaver bliver fordelt gennem de pågældende organisationer. Det er sådan, man normalt klarer problemstillingen, forklarer generalsekretær i ISOBRO, Robert Hinnerskov.
I Rotarys lokale afdeling i Hørsholm er tovholder på ønsketræet, Hans Thygesen, godt klar over, at det ellers så gode formål har været misvisende i sit budskab.

- Det er rigtigt, at en del af ønskerne ikke er skrevet af børn, og vi er oprigtigt kede af, at det er blevet misforstået. Vi kan garantere, at fejlen ikke vil gentage sig til næste år, forsikrer Hans Thygesen, sekretær i Rotary.