Kun lille fremgang på RUC.

Mens universiteterne landet over brager ud med fantastiske historier om store stigninger i antallet af ansøgere, er det en noget mere beskeden fremgang, man oplever på Roskilde Universitet (RUC), skriver DAGBLADET Roskilde.

Her er antallet af ansøgere med 1. prioritet på RUC steget med
5,5 procent siden sidste år, mens tallet er 45 procent på
nabouniversitetet, Københavns Universitet. Men det bekymrer ikke
den konstituerede rektor, Henning Salling Olesen.

- Det er da fint, at der er mange ansøgere til de andre
universiteter. Men man skal også se det i et perspektiv, hvor de
sidste år havde den største tilbagegang, og vi havde den mindste
tilbagegang. Det forhold er der nu blevet rettet op på igen,
siger Henning Salling Olesen.

Ifølge RUCs årsrapport var der på landsplan en samlet
tilbagegang i alle ansøgninger til universiteterne på 12
procent, mens det for RUC var på 2 procent. Til gengæld oplever
KU nu, at ansøgertallet slår alle rekorder. Og trods den lave
fremgang på RUC taler rektoren her også om rekorder.

- Vi har det største antal ansøgere de sidste fem år, hvis man
ser bort fra år 2007, understreger Henning Salling Olesen, der
dog ikke mener, at der er konkurrence mellem universiteterne om
at få flest ansøgere.

- Man kan jo ikke sammenligne de forskellige universiteters
forskellige sammensætning af fagområder. Vi er ikke noget stort
universitet, og vi har vores profil, som vi gerne vil holde. Vi
har ikke noget mål om at være nye og smarte, ved eksempelvis at
lave om på uddannelsernes navne. Det bliver det jo ikke bedre
af, siger Henning Salling Olesen.

Der er dog én ting, han gerne ville gøre bedre. Og det er
søgningen til RUCs naturvidenskabelige uddannelser.
- Det er bestemt et ønske, at tiltrække flere til vore
naturvidenskabelige basisstudium. Og her bliver vi nok nødt til
at se, hvad vi kan gøre, for at gøre det mere interessant. For
der er for få, der søger nu - og det kan også gå hen og blive et
økonomisk problem, siger rektoren.

Der er samlet set sket et lille faldt på 1,2 procent i
ansøgerne, der har søgt naturvidenskabeligt som 1. prioritet på
RUC.