Foto: Thomas Lekfeldt - Scanpix

Kun hver femte på kontanthjælp er jobparat i København

I topkommunerne er flere end halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne klar til at gå på arbejde. I bunden er det kun omkring 20 procent.

Det er langt fra alle ledige på kontanthjælp, der vurderes klar til at trække i arbejdstøjet. På landsplan var 31 procent af kontanthjælpsmodtagerne vurderet som jobparate i 2016. 

Men der er markant forskel på andelen af jobparate i de forskellige kommuner. I Vallensbæk Kommune er 56 procent af kontanthjælpsmodtagerne jobparate, mens Albertslund og Odsherred Kommune følger trop med andele på henholdsvis 52 og 51 procent. I den modsatte ende af skalaen finder man Skanderborg, Struer og Lyngby-Taarbæk Kommune, hvor 16 til 21 procent af de ledige på kontanthjælp sidste år var klar til at arbejde. 

Det viser en analyse, som tænketanken Kraka har lavet for Ugebrevet A4.

Læs også Syrien-kriger modtog kontanthjælp

Forskelsbehandling i kommunerne

Krakas ledende økonom, Kristine Vasiljeva, peger på, at forskellen ikke kan forklares med demografiske forhold, forskelle i uddannelsesstatus, lægebesøg eller hospitalsindlæggelser. Det indikerer, at sagsbehandlernes vurderingspraksis for jobparathed varierer fra kommune til kommune.

- Det strider mod de grundlæggende lighedsprincipper, hvis den samme person erklæres jobparat i en kommune og ikke i den anden. Det betyder, at kontanthjælpsmodtagerne behandles forskelligt afhængigt af, hvor de bor, siger Kristine Vasiljeva til Ugebrevet A4.

Læs også København har voldsom rekord i langvarig kontanthjælp

Formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalg og socialdemokratisk borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup-Larsen, erkender, at der er forskelle i kommunernes visitationspraksis af kontanthjælpsmodtagere, men han advarer mod nye procesmål fra regeringens side. 

- Vi skal selvfølgelig i videst muligt omfang tilstræbe at have en ensartet praksis på området. Men når man har 98 forskellige kommuner, så vil der være forskelle på den måde, man går til opgaven på, siger Thomas Kastrup-Larsen til Ugebrevet A4. 

Vallensbæk: Vi har tiltro til vores folk

Jobcenterchef i Vallensbæk Kommune, René Sigaard Mikkelsen, forklarer, at det højre antal jobparate kontanthjælpsmodtager i høj grad handler om at fokusere på mulighederne i stedet for begrænsningerne.

Læs også Høje-Taastrup får kontanthjælpsmodtagere i job

- Det er logik for perlehøns, at når vi tror på, at folk har nogle ressourcer, og at vi kan være med til at finde dem, så øger det også folks selvværd. Det giver dem en tro på, at de kan, fremfor at de ikke kan, siger han.

I Skanderborg Kommune afviser beskæftigelses- og sundhedschef, Jørgen Erlandsen, at bundplaceringen er udtryk for, at kommunens kontanthjælpsmodtagerne får lov til at slappe af i hængekøjen.

- Vi har en særlig enhed, som sørger for, at de unge mennesker, som henvender sig der, der ikke har ændre problemer end ledighed, bliver vendt i døren. Det betyder, at vi kan sende dem direkte ud af døren i enten arbejde eller uddannelse, siger Jørgen Erlandsen.

Så stor er forskellen

Vallensbæk - 55,9 procent 
Albertslund - 52,1 procent
Ishøj - 50,1 procent
Greve 49,4 procent
Frederikberg - 47,7 procent
Høje-Taastrup - 44,4 procent
Gladsaxe - 40,4 procent
Lejre - 39,5 procent
Tårnby - 39,5 procent
Glostrup - 38 procent
Rudersdal - 37,7 procent
Egedal - 36,3 procent
Hørsholm - 35,5 procent
Rødovre - 35,5 procent
Helsingør - 35,4 procent
Frederikssund - 35,1 procent
Fredensborg - 34,7 procent
Gribskov - 34,7 procent
Stevns - 34,2 procent
Gentofte - 34,0 procent
Ballerup - 33,9 procent
Køge - 33,1 procent
Halsnæs 32,5 procent
Roskilde - 31,9 procent
Brøndby - 30,6 procent
Solrød - 29,0 procent
Herlev - 27,9 procent
Hillerød - 26,9 procent
Hvidovre - 26,3 procent
København - 21,2 procent
Lyngby-Taarbæk - 21,2 procent

Dragør og Allerød er ikke med i opgørelsen, da der findes for få kontanthjælpsmodtagere i disse kommuner. 

Modtagere af uddannelseshjælp er ikke med i analysen. Modtagere af integrationsydelse og kontanthjælp under integrationsloven er ligeledes udelukket. 

Kilde: Tænketanken Kraka for Ugebrevet A4